Tina til World Cup i Belgien

25-12-2007 12:22
Næste kvalifikation i den vesteuropæiske World Cup turnering finder sted i Mechelen i Belgien, hvor dørene åbnes her i juledagene.

Anden juledag starter World Cup kvalifikationsstævnet i Mechelen, Belgien, hvor danske Tina Lund hvert eneste år siden sine år som ponyrytter har deltaget. Stævnet byder på World Cup kvalifikation i dressur og springning såvel som kørsel. Imorgen onsdag rides der kl. 15.15 CDIW Dressur FEI Grand Prix og torsdag kl. 14.20 er der CDIW Dressur FEI Kür på programmet. Springkonkurrencerne starter ligeledes onsdag og løber hele ugen ud med et hav af internationale springklasser, der kulminerer søndag med World Cup klasserne eftermiddag og aften. Følg link til stævnet for at få oversigten over det fulde program af spændende springklasser. Et af stævnets trækplastre er den i Belgien bosiddende verdensmester, hollænderen Jos Lansink. Belgiske topryttere som Kristof Cleeren, Dirk Demeersman, Ludo Philippærts, Judy-Ann Melchior, Philippe Le Jeune m.fl. vil tage konkurrencen op med bl.a. Albert Zoer og Gerco Schröder fra Holland, svenskeren Helena Lundback, irske Jessica Kürten og danske Tina Lund, der helt tilbage fra ponyårene har fejret mange triumfer i den belgiske Nekkerhal. Som sædvanligt stiller Tyskland med et stærkt felt, som denne gang består af Alois Pollman-Schweckhorst, Daniel Deusser og Toni Hassman. Den belgisk bosiddende brasilianer Rodrigo Pessoa har pt. ikke nogen hest klar til konkurrencen, men landsmand Bernardo Alves repræsenterer de brasilianske farver og selvfølger blive stævnet ikke uden deltagelse af franske topryttere som bl.a. Roger-Yves Bost og Philippe Rozier. Fyrre ryttere fra sytten forskellige lande er meldt til start i World Cup springningen.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner