Tina med i toppen af First Horse Grand Prix

22-05-2011 16:25

Britt Carlsen

Der var en helt aldeles fremragende stemning i Bernstorffsparken, hvor publikum sad tæt på tribunerne og stod omkring banen for at følge de knap 50 rytteres udfordringer i konkurrencen

12 ryttere fik adgang til anden runde, som skulle afgøre den sidste springklasse i Bernstorffsparken First Horse Grand Prix. Otte ryttere var fejlfrie, og de fire hurtigste ryttere med fire fejl fra hovedrunden kom dermed også med, da klassen blev afgjort. Det var på forhånd ventet, blandt rytterne efter banegennemgang, at vandgraven, trekombinationen og den sidste linje med dobbeltspring kunne komme til at koste nedslag, og de fik ret. Desværre var det også her flere af danskerne fik fejl. Franskmanden Franck Schillewært og Marquis de la Lande var alene om at klare de to runder fejlfrit. Han kunne dermed indkassere broderparten af de knap 368.000 kr. der var i præmiepenge til de placerede. Den tidligere verdensmester Dermott Lennon og Kalvinretto kom ind på andenpladsen godt godt seks sekunder hurtigere end vinderen, men med fire fejl. Den tyske holdverdensmester Janne-Frederikke Meyer/Callagon Lambrasco tog den sidste bom i anden runde, og måtte nøjes med tredjepladsen. Tina Lund debuterede sin 9-årige vallak Qrispy D'Ive i Grand Prix i Parken, og det gjorde de fantastisk. Et enkelt nedsalg på den næstsidste forhindring i hovedrunden fik publikum til at skrige: Neeeejjjjjjjj. Men de to gjorde det godt igen med en sikker, fejlfri runde til publikums begejstring. Qrispy D'Ive ser ud til at kunne udvikle sig til at blive et værdifuldt kort for Tina Lund i fremtiden. Den mørkebrune Quick Star-søn sprang både forsigtigt og gav løfter om kapacitet på baner af den sværhedsgrad, som vi i dag så i Bernstorffsparken. Tina sluttede på fjerdepladsen, men der var hele tiden spænding om, hvor længe hun kunne holde sin topplacering, så publikum fik spænding for alle pengene i dag. Der var dog meget god dansk ridning at glæde sig over i dagens Grand Prix, også for landstræner Achaz von Buchwaldt, der ærgerede sig over den manglende danske 0-runde, men samtidig glædede sig over, at de danske ryttere i klassen gjorde en god figur, men var lidt uheldige på vejen. Thomas Velin og nu 17-årige Godsend du Reverdy fik fire fejl på den midterste forhindring i trekombinationen, som hingsten næsten kun strejfede, ellers sprang den røde Quidam de Revel-søn med god luft til bommene.

Links

Læs meget mere om springstævnet i Bernstorffsparken i magasinet Ridehestens juni nummer

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner