Tina Lund springer pengepræmier hjem i Globen

02-12-2007 15:16
Den danske landsholdsrytter i springning, Tina Lund, har opnået flere indbringende placeringer ved Stockholm International Horseshow i Globen.

I kampen om en Suzuki Grand Vitara blev der sprunget en 1,50 m bane i Stockholm Suzuki Grand Prix, hvor Tina Lund gav konkurrenterne kamp til stregen. Det blev til en tredjeplads og 50.000 kr. i pengepræmie til den danske rytter, der forcerede banen på DV-hoppen Zamiro e. A’Khan Z/Ramiro. Motorkøretøjet blevet vundet af engelske John Whitaker med hesten Lacroix e. Lacros/Caletto I. Med samme hoppe, Zamiro, placerede Tina sig i Suzuki Cup (1,50 m) på en femteplads og indbragte dermed 10.000 kr. Klassen vandtes af svenske Peter Eriksson med Malin Baryard-Johnson på andenpladsen. De to svenske topryttere er stævnets to mest vindende. Med endnu en dansk hoppe, nemlig Chiquitta e. Cajus/Weltstar, skulle det lykkes for Tina at trække sig sejrrigt ud af en klasse i Globen. Dog var det ingen højtdoteret springklasse, men derimod en populær og meget underholdende kostumeklasse ”H&M Fancy Dress Show”, hvor Tina og Chiquitta dannede hold med den svenske dressurrytter Kristian von Krusenstierna.

Kristine Ulsø Olsen

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Kristine Ulsø Olsen