Tina Chabert Jensen vandt finalen

28-09-2020 13:18

Finalen i Blue Hors Para Cup 2019-20 blev i weekenden afviklet ved Esbjerg og Omegns Rideklubs C-stævne, hvor danmarksmesteren i paradressur grad I blev finalens samlede vinder

Copyright Ridehesten.com
De fem placerede finalister i Blue Hors Para Cup-finalen. Foto: Esbjerg & Omegns Rideklub.
Nyheden fortsætter efter annoncen

De fem ekvipager i finalen konkurrerede over to dage, hvor de lørdag red det internationale mesterskabsprogram (svarende til dressuren Grand Prix Special), og søndag red de Kür i den afsluttende finalerunde. Det var resultatet af begge klasser, som afgjorde finalen.

I Blue Hors Para Cup rider alle ryttere mod hinanden, uanset hvilket grad rytterne er klassificeret til. Pararyttere er inddelt i fem grader, hvor grad I er de ryttere med den største funktionsnedsættelse.

Den nykårede danmarksmester i grad I, Tina Chabert Jensen og hesten Ælling lagde sig i første runde i front af finalen med flotte 72,3%. Meget tæt efter fulgte Line Schlünsen og Holballes Deró med 72,1%, der for nylig vandt DM-sølv i grad IV.

Grad IV-rytteren, Anne Mette Hasselstrøm, tog sejren i Kür-finalen med Falkærs Ramoon. Ekvipagen opnåede 72,3% og vandt dermed lige akkurat Küren foran Tina Chabert Jensen, der opnåede 72,1%.

I den samlede stilling var der dog ingen, der kunne fravriste Tina Chabert Jensen sejren. Tina og Ælling vandt Blue Hors Para Cup med i alt 144,%. Line Schlünsen og Holballes Deró blev samlet nr. 2 med 141,9 efter at have opnået 69,8% i Küren.

Nyheden fortsætter efter annoncen

Anne Mette Hasselstrøm red sig med sejren i Küren op på den samlede tredjeplads med 139,8%. Lige efter fulgte den lokale juniorrytter fra Esbjerg, Anna Krarup Slinkert (grad V) og den 7-årige hoppe Østerhyldigs Miss De L’Or med 139,1%. Den nykårede DM-sølvvinder i grad II, Camilla Winther med Kasino Royale Iwe blev samlet nr. 5 med 134,1%.

Der var flotte præmier at ride om i finalen i form af gavekort fra Blue Hors Care til alle de startende. Vinderen fik et gavekort på kr. 3.000, mens der var gavekort på hhv. 2.000 og 1.000 kr til nr. 2 og 3. Derudover var der doteringer på 1000, 900, 800, 700 og 600 kr. til de fem deltagere.

Blue Hors Para Cup er åben for alle nordiske pararyttere. Der er således hverken kvalifikationskrav eller udelukkelser i cuppen. Finalen skulle have været afviklet i marts men blev grundet Corona rykket til september.

Se resultatet her.

Første runde af Blue Hors Para Cup 2020-21 afvikles den 24.-25. oktober i Slangerup-Lynge Rideklub.

/Pressemeddelelse.

Copyright Ridehesten.com
Tina Chabert Jensen og hesten Ælling. Foto: Privat.

Læs også

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner