Tilskadekomne ryttere på vej tilbage

03-06-2014 17:18

Både svenske Paulina Friberg og tysk-amerikanske Silva Martin kravler tilbage i sadlen efter rideulykker

To internationale topryttere er nu på vej tilbage på banen, efter de begge har været gennem rideulykker.

I USA begynder Silva Martin snart at træne igen og planlægger at vende tilbage til konkurrencebanerne ved Dressage in Devon i september. Det kommer efter en længere ridepause. For tre måneder, den 5. marts, siden snublede en hest under hende, hvorefter hun og hesten slog hovederne sammen. Det førte til en alvorlig hovedskade, et langt hospitalsophold og genoptræning.

- Det er det hårdeste, jeg har gennemstået i hele mit liv. Jeg er ikke særlig tålmodig, og jeg er aldrig kommet til skade før, siger hunh til DressageNews.

Indtil videre ser det ud til, at hun kommer sig fuldstændigt.

- Der har aldrig været tvivl om, at jeg skulle ride igen. Det kunne have været meget værre. Det var heldigt, at jeg havde en hjelm på - det reddede mit liv, siger hun.

I Sverige er landsholdsrytteren Paulinda Friberg blevet udskrevet fra hospitalet efter et fald fra en unghest, som Ridehesten tidligere har fortalt om. Til Tidningen Ridsports avis fortæller hun, at hun kommer igen.

- Jeg er ikke blevet bange - jeg skal barer sørge for at iføre mig en sikkerhedsvest, når jeg rider ungheste i fremtiden. Denne gang havde det ikke hjulpet mig, men man må forsøge at sikre sig, så godt man kan.

Kilde: DressageNews/Tidningen Ridsport

 

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner