Anna Pørtner
Tidligere på måneden blev 14 dressurhingste indsynet til afprøvning på Tørring Ridecenter ved berider Torben Frandsen, og på søndag er tiden altså kommet til, at ti springhingste skal indsynes i Tørring til deres 20-dages test. Indsyningen starter klokken 09.00 og det er igen berider Torben Frandsen, der er træningsleder med berider Johnny Hansen fra Dansk Varmblods avlsledelse for springning som teknisk ansvarlig for prøven.
Ni af de i alt ti hingste, der indsynes til test er 4 år og godkendt til afprøvning, og så kommer der en enkelt 5-års hingst, der ligeledes er godkendt til afprøvning. Ved indsyning bliver hingstene tjekket af dyrlæge, hvorefter de bliver redet og sprunget under rytter. Hingstene har afsluttende eksamen den 22. november.
Fra 2023 blev materialprøven for springhingste ændret. Hvor hingstene tidligere har været indsynet til deres materialprøve, eller 35-dages test i efteråret, det år de fyldte 3 år, skal de nu først gå prøve i efteråret, det år de fylder 4-år. Inden da har de været vist til hingstekåringen i to bedømmelsesklasser, hvor de så har fået avlsgodkendelse til den kommende bedækningssæson.
Grunden til ændringen er, at avlsledelsen for springning finder, at det for 3-års hingstenes vedkommende er et tidligt tidspunkt at vurdere hingstenes springevner under rytter. Derfor bliver springhingstene nu indsynet til deres test som 4-års. De skal heller ikke gå en 35-dages test som tidligere, men en 20-dages test med samme indhold og krav til ridbarhed og kvalitet.
Hingstene bliver testet to gange i prøveforløbet af fremmedrytter, og igen i år er det Konstantin Deeken Künnemann, der skal teste hingstene. Hingstene bliver testet en gang midtvejs og igen ved afslutningen. Da hingstene er et år ældre sammenlignet med tidligere afprøvning, har de fået mere uddannelse, styrke og balance til at blive vurderet under rytter. Hingstene er mere stabile i deres arbejde og ikke så svingende i præstationerne, er erfaringen fra de to foregående år.