Annika Knudsen Lorentsen
Berider Bjarne Mark Jensen og Janni Thermann har solgt deres ejendom Overbygård i Lemvig, hvor de igennem 20 år har drevet stald. Stald BM har dannet rammen for uddannelse og opdræt af mange heste, ligesom Bjarne Mark Jensen gennem tiden har haft flere beriderelever under uddannelse.
Nu er tiden kommet til, at Bjarne og Janni, og deres datter Elisa Mark Thermann, skal videre med et nyt kapitel i deres liv. Det skal fortsat indeholde heste, men præcis hvor er endnu uvist.
– Det er en lokal pige der er kommet i klubben, som har købt ejendommen. Hun spurgte om vi ville sælge, og det ville vi godt. Vi har i noget tid snakket om, at vi gerne ville rykke til noget mindre i løbet af et par år, og så bød den her mulighed sig, og derfor blev det nu, fortæller Janni Thermann til ridehesten.com og fortsætter:
– Vi har altså ikke haft ejendommen officielt til salg, og vi har heller ikke fundet vores nye sted endnu. Vi vil gerne blive i Midtjylland, og vi skal fortsat have plads til rideheste og avl, men bare i et mindre målestok.
Den rigtige ejendom for parret er som nævnt endnu ikke fundet, men nu er det tid til at køre rundt og kigge i det område, hvor de gerne vil bo. Parret håber, at den helt rigtige mulighed byder sig i nærmeste fremtid.
Det er Helle Hedegaard Larsen, der har købt ejendommen i Lemvig, og hun vil den 1. december overtage stedet, hvorfra hun vil drive HL Horses, ligesom Rom Rideklub fortsat forbliver på stedet. En klub hun selv er kommet i siden hun var barn.