Svensk dominans ved WDM

27-01-2013 17:35
Svenske Tinne Vilhelmson Silfvén og Don Auriello vandt, og scorede personlig rekord med 84,08%, i Grand Prix Kür ved World Dressage Masters-stævnet i Palm Beach. En anden svensker - Patrik Kittel - tog 2. pladsen, mens Steffen Peters blev nr. 3
Copyright Ridehesten.com

Tinne Vilhelmson Silfvén og Don Auriellos formkurve har været støt stigende siden OL i sommer, og parret har haft imponerende succes under deres senest USA-ophold. Det er planen at Tinne fortsætter med at konkurrere i USA i endnu nogle uger, inden hun igen vender hjem til Sverige. Patrik Kittel og Watermill Scandic har også tilbragt en del af vinteren i varmere klima i Florida. Parret vandt World Dressage Masters Grand Prix, men måtte tage til takke med en 2. plads i Grand Prix Kür med en score på 82,252% i en klasse, hvor Scandic virkede lidt spændt. Patrik Kittel afslutter nu sit USA-ophold, og kan tage tre sejre og en 2. plads med hjem til Tyskland. Amerikanske Steffen Peters ser ud til at have fundet en hest, der er en værdig afløser for hans gamle tophest, Ravel, med Legolas 92. Parret sluttede på 3. pladsen i Grand Prix Kür med en flot score på 80,18%. 4. pladsen lugtede lidt af Danmark. Den blev nemlig indtaget af den amerikanske rytter Heather Blitz med sin amerikansk fødte DV-vallak Paragon, der blev belønnet med 74,900%. 5. pladsen var helt igennem dansk. Lars Petersen og DV-hoppen Mariett scorede 73,925%, hvilket altså rakte til en placering som nr. 5.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner