Dansk dominans i dressuren ved ÆG

22-02-2011 21:49
Avl
I de sværere dressurklasser gik sejrene i dag til to mandlige danske dressurryttere, nemlig Allan Skov i Intermediaire I og Bo Høstrup i Grand Prix

Med intet mindre end 70,605% sejrede dansk varmblodshoppen Volstrupgaards Cassiopeia under Allan Skov i Intermediaire I ved Arctic Equestrian Games i dag. Volstrupgaards Cassiopeia e. Come Back II/Caletto II er elitehoppe og mor til to døtre kåret i RDH, hvoraf den yngste er guldmedaljehoppen Quela VG e. Quidam's Rubin, der er udtaget til Unghestechampionatet i springning i år med Allan Skov. I feltet af tolv ekvipager var også Lotte Skjærbæk til start på avlshingsten De Noir e. De Niro/Matcho X. Parret opnåede placering som nr. 5 med en score på 64,474%. I Grand Prix var der 9 ekvipager til start og heraf kun en dansk ekvipage, som til gengæld tog sig af sejren og de 8.000 norske kroner. Det var Bo Høstrup og den danskfødte holstener og tidligere springbetonet fløjhingst i Dansk Varmblod, Cajo, der med 67,255% ikke var til at overgå. Bo Høstrup annoncerede i 2010 at Cajo skulle trækkes ud af sport pga. en skade, men nu ser det ud til at hesten igen er i topform. I begge klasser var en stor del af de startende heste Dansk Varmblod.

Kristine Ulsø Olsen

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Kristine Ulsø Olsen