Succes med heste og kæpheste på skoleskemaet

07-10-2021 14:09

Annika Knudsen Lorentsen

Som et pilotprojekt har Dansk Ride Forbund samarbejdet med Vejen Kommune omkring at sætte både rideundervisning og kæphesteridning på skoleskemaet. Her samarbejdede Rødding Skole med Sdr. Hygum Rideklub og alle parter er enige om, at det var en stor succes at tage 4. klasses eleverne med ind i både heste- og kæphesteuniverset

Copyright Ridehesten.com
Fra undervisningen med kæpheste på Rødding Skole. Foto: Privat
Nyheden fortsætter efter annoncen

Kæphesteridning er det nye og det er blevet meget populært rundt omkring i landet. Dansk Ride Forbund arbejder også med kæphesteridning, som en del af ridesporten og nu er der også sat gang i kæphesteridning som en del af skoleskemaet.

– Vi har lavet det her pilotprojekt i Vejen Kommune for at teste det af og se hvordan det virkede. Vores tanke er, at andre rideklubber og skoler kan søge inspiration i det samarbejde, der har været mellem Sdr. Hygum Rideklub og Rødding Skole og så selv lave det som en del af deres undervisning, forklarer Karoline Kjemtrup fra Dansk Ride Forbund og fortsætter:

– I et forløb for seks gang har eleverne fra 4. klasse på Rødding Skole skiftevis været på Sdr. Hygum Rideklub, hvor de har lært om ridning og håndtering af heste og i gymnastiksalen på skolen, hvor de har redet kæpheste.

Copyright Ridehesten.com
Fra undervisningen med kæpheste på Rødding Skole. Foto: Privat

Der er ikke den øvelse man ikke kan lave med en kæphest [Bente Nissen, Sdr. Hygum Rideklub]

Eleverne har nydt forløbet
Eleverne fra 4. klasse på Rødding Skole har taget godt imod forløbet og selvom mange af dem ikke tidligere havde erfaring med heste, så synes de at både omgangen med de rigtige heste og kæphestene var sjov.

– Eleverne havde glædet sig rigtig meget til dette forløb. Det har været en sjov og anderledes måde at have idræt på. Eleverne ville gerne have haft endnu mere ”live” tid med hestene og redet mere, for det er især den del, der har grebet dem. De har virkelig nydt samværet med hestene og de oplevelser de har fået, forklarer Cecilie Laura Davidsen, som er lærer på Rødding Skole og fortsætter:

Copyright Ridehesten.com
De søde kæpheste var meget populære. Foto: Privat

– Mange af dem har ikke tidligere erfaringer med heste og ville måske aldrig have stiftet bekendtskab med heste og ridning, hvis ikke det havde været for dette projekt. Kæphestene har været et sjovt og anderledes indspark, men det er klart de rigtige heste, der har været det mest interessante for eleverne.

Det har været virkelig sjovt
Bente Nissen fra Sdr. Hygum Rideklub er heller ikke i tvivl om, at den her form for undervisning i skolen er et godt indspark til eleverne.

Det er en sjov, aktiv og inkluderende aktivitet, og så er det en del lettere at få kæpheste ud på skolerne end rigtige heste [Lasse Roost Rasmussen, Vejen Kommune]

– Det har simpelthen været så sjovt. Jeg var egentligt meget skeptisk og jeg syntes det var lidt mærkeligt, da jeg fik det foreslået, men jeg tænkte, at vi kunne da godt prøve, for jeg kan egentligt godt lide at lave noget anderledes, forklarer hun og fortsætter:

Copyright Ridehesten.com
Foto: Privat

– Der er ikke den øvelse man ikke kan lave med en kæphest og alle eleverne tog virkelig god imod det. Det har også været sjovt at have 26 kæpheste i bilen og gå hen over skolegården, hvor børn fra alle de andre klasser kom løbende og også gerne ville være med. Det var ligeledes været fedt at kunne dele vores omgivelser her i klubben med eleverne og også lære dem om ridning og håndteringen af heste. Vi har også fået flere nye elever på grund af projektet, men det var ikke kun derfor vi gjorde det. Vi vil rigtig gerne dele vores gode omgivelser og natur, så også folk fra området kan have glæde af vores faciliteter, også selvom de måske ikke rider. Vi arbejder på at gøre klubbens område til et mere rekreativt område, hvor vi blandt andet vil lave naturforhindringer, som man jo også kan springe med kæpheste, hvis man har lyst.

En del af et kommunalt projekt
Hele idéen til at starte med Vejen Kommune, kom sig af at Lasse Roost Rasmusen, som er ansat ved kommunen arbejder med et projekt, der hedder Bevægelse er Vejen. Her ville han gerne have noget med heste indover og derfor tog han fat i Karoline fra rideforbundet.

– Vi håber, at projektet har givet børnene en inspirerende og lærerig oplevelse med ridning, hvor de var aktive sammen og har fået et større kendskab til ridesporten, forklarer Lasse og fortsætter:

Copyright Ridehesten.com
Fra undervisningen med kæpheste på Rødding Skole. Foto: Privat

– Projektet er en del af de kommunale projekt ”Bevægelse er Vejen”, som har til formål at øge børn og unges trivsel og sundhed gennem fælleskabende idræt og bevægelse. Kæphesteridning er en virkelig interessant aktivitet, da den er anderledes og motiverer en bred målgruppe af elever til deltagelse. Det er en sjov, aktiv og inkludernede aktivitet, og så er det en del lettere at få kæpheste ud på skolerne end rigtige heste.

Rideforbundet er nu klar til at hjælpe andre skoler, rideklubber og kommuner, som kunne tænke sig at gøre noget lignende.

– Der er mange muligheder med kæpheste og vi håber, at vi med dette pilotprojekt kan inspirere andre til at gøre det samme. Vi står klar til at hjælpe, men tanken er, at den enkelte skole og rideklub selv skal forme forløbet, som det passer for dem og så kan de søge rådgivning og inspiration hos os, slutter Karoline Kjemtrup, som er udviklingskonsulent i Dansk Ride Forbund.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner