Støt jordskælvsofrene til hest

27-01-2010 15:12

Britt Carlsen

Hillerød Sportsrideklub afholder lørdag d. 6. februar dressurstævne til fordel for jordskælvsofrene i Haiti. Rideklubben får sponseret alle udgifter, og alle startindskud går dermed ubeskåret til Røde Kors til fordel for Haiti
Copyright Ridehesten.com
Hillerød SPortsrideklub vil give støtte til Haiti ved at arrangere et dressurstævne og lade indtægterne gå til Røde Kors. Arrangørerne håber på mange tilmeldte, og den talentfulde juniorrytter Nanna Merrald har meldt sin deltagelse i stævnet. (Foto: RIdehesten)

Hillerød Sportsrideklub tilbyder nu alle dressurryttere mulighed for at støtte jordskælvsofrene i Haiti til hest. Lørdag d. 6. februar afholder rideklubben C-stævne i dressur, hvor alle indtægter går ubeskåret til Dansk Røde Kors til støtte for jordskælvsofrene i Haiti. Dommere, officiels og banepersonale har lovet at sponsere deres arbejdskraft gratis, og også de speciallavede rosetter bliver lavet uden udgifter. Dermed kan Hillerød Sportsrideklub donere alle stævneindskud ubeskåret til Røde Kors. Beriderens gode idé ”Det var vores berider Michæl Søgaard, der fik den gode idé forleden” fortæller stævnearrangør Gry Dahl med begejstring: ”Vi vil gerne yde det, vi kan for at hjælpe jordskælvsofrene i Haiti, og dette her er en god måde at vise, at ridesporten både kan og vil støtte op om et godt formål. Indtil videre er det gået utroligt godt. Alle hjælpere har uden betænkning indvilliget i at arbejde gratis til stævnet, så nu håber vi på en masse tilmeldinger. I stedet for pengepræmier udlover vi ærespræmier til vinderne, som er sponseret af de lokale i området. Det betyder, at vi ingen udgifter har overhovedet, så rytternes stævneindskud, der med 200 kr., er noget højere end normal, går ubeskåret til Røde Kors”, udtaler Gry Dahl. Mange ryttere til start Gry Dahl håber på, at rigtig mange ryttere vil stille til start og således give en hjælpende hånd til Haiti på trods af det korte varsel. Foreløbig har idémanden bag initiativet, berider Michæl Søgaard samt hans elev, den talentfulde juniorrytter Nanna Merrald, da også lovet at stille op i stævnet. Støttestævnet vil bestå af de 3 klasser LA1, LA4 og MB1. Seneste tilmeldingsfrist er torsdag d. 4. februar.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner