Stort internationalt ridestævne i Vallensbæk for ryttere med handicap

21-05-2010 07:34

Maja Golles

Sportsrideklubben i Vallensbæk arrangerer igen i år et stort internationalt ridestævne for ryttere med handicap. Stævnet, der foregår i weekenden 28.-30. maj, har deltagelse af ryttere fra 11 nationer – der er store forventninger til de danske ryttere
Copyright Ridehesten.com
Stinna Tange Kaastrup (Foto: Animal Print)

Et internationalt stævne på hjemmebane stiller store krav til de danske, og landstræner, David Amager, har udtaget en bred vifte af ryttere. Det bliver landsholdsbruttotruppen samt tre nye, lovende ryttere, som skal forsvare de danske farver. Ud over deltagerne i det tre- og firestjernede stævne har Danmark tre ryttere med i noviceklassen. Noviceklassen er oprettet som en niveauklasse og er for ryttere, der endnu ikke er helt parat til et internationalt stævne, men som har potentialet. – De danske ryttere kommer til Vallensbæk med nogle endog meget fine resultater fra april måneds VM-kvalifikationsstævne i Moorsele, Belgien, så der skulle være gode chancer for medaljer. Ud over at gå efter de individuelle medaljer i Nordisk Mesterskab 2010, så skal Danmark gerne vinde holdkonkurrencen. Nordisk Mesterskab 2010 er indeholdt i det tre- og firestjernede stævne. NM kan kun vindes af nordiske ryttere, altså Norge, Sverige, Finland og Danmark. Vinderne er de nordiske ryttere, der i de enkelte klasser har opnået højeste procentsats. Stævnet i Vallensbæk er desuden et VM-kvalifikationsstævne, så der er meget på spil for de danske ryttere, der skal forsøge at leve op til de nationale udtagelseskrav til VM i Kentucky i oktober 2010. Den endelige udtagelse sker dog først senere på sommeren. Tre ryttere fra landsholdsbruttotruppen kommer med nye heste i forhold til sidste år i Vallensbæk. Annika Lykke Dalskov kommer med den fantastiske Preussen Wind, som gav hende tre førstepladser i Moorsele. Line Thorning Jørgensen kommer med DiCaprio, som også gjorde en god figur i Moorsele. Den enlige hane i kurven, Henrik Sibbesen, har haft et uheldigt forår, idet Porsborggårdens Bastian fik en skade, som forhindrede ekvipagen i at deltage i Moorsele. Nu har Henrik Sibbesen fået den velgående vallak Rexton Royal, som det bliver spændende at følge i Vallensbæk. I alt har Danmark 13 ekvipager med.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner