Stort dressurstadion skal flyttes

09-02-2024 10:58

I Wellington bliver byens store dressuranlæg jævnet med jorden til fordel for et stort byggeprojekt. Global Dressage Festivals femte uge er i skrivende stund i gang på netop dette sted, nu med vished om festivallens fremtid

Copyright Ridehesten.com
Derby græsbanen på Global Stadionet, som nu bliver inddraget til byggeprojektet. Foto: Anja Hegstrup
Nyheden fortsætter efter annoncen

Onsdag aften blev en trist aften for mange involverede i ridesporten i Wellington. Den sidste og dermed afsluttende afstemning om, hvorvidt byens store dressuranlæg Global Dressage skal flyttes til en ny lokation ved siden af springstadionet, blev afgjort med et stort ja af byrådet i Wellington. Det skriver Dressage News.

Problemet er ikke selve flytningen, men derimod at området ved Global Dressage, som altid har været fredet og udlagt til ridemæssige aktiviteter, nu vil blive inddraget til et kæmpe byggeprojekt. Berømtheder som sangeren Justin Timberlake og golfikonet Tiger Woods er nogle af de pengestærke bag ideen om at opføre en country club med alt, hvad hjertet kan begære af luksuriøse grunde til aldrig at forlade Wellington. Der vil blive bygget huse og lejligheder, hvor startpriserne ligger på 4-5 millioner dollars (ca. 30.000.000 kr.). – Men for den pris får man så også adgang til bl.a. 18 hullers golfbane, tennisbane, padelbane, squashbane, swimmingpools – vel at mærke 10-12 stykker af hver, samt restauranter, fitnesscentre og butikker; med andre ord alt den luksus penge kan købe. 

Man skulle tro, det er i tråd med livsstilen i Wellington, men indbyggerne frygter, at byen vil blive alt for trafikeret, og at de grønne områder vil forsvinde. Derfor blev der lynhurtigt indsamlet 25 mio dollars af lokale hestefolk og velhavere i et forsøg på at købe Global Dressage. Et tilbud, der blev afvist, da folkene bag virkelig ønsker at gennemføre projektet, skriver en amerikansk nyhedsside.

Planen er nu – som nævnt – at flytte stadionet længere hen ad vejen ved siden af det store springstadion WEF International. I 2021 blev dette købt af en europæisk investeringsfond, som nu er åbent for bud, da fonden efter sigende ikke har penge til at vedligeholde stævnepladsen. 

Fakta
Hvad er Global Dressage Festival?

Global Dressage Festival er et traditionsrigt stævne, der hvert år finder sted på Global stadionet fra januar til marts i det solskinsfyldte Wellington i Florida. Der er alt fra nationale dressurklasser til international Grand Prix.

I år løber festivallen i 12 uger fra 10. januar til 31. marts med et par pausedage ind imellem.

Fold up
Copyright Ridehesten.com
Den dansk/amerikanske Andrea Woodart. Foto: Anja Hegstrup

Med den afgørelse blev 5. uge af Global Dressage Festival torsdag skudt igang
Dansk/amerikanske Andrea Woodard var til start i den nationale Intermediare II på den ni-årige Kaliber e. Franklin/Rubin Royal. Det blev en super flot tur med flere otte og ni taller i piaff/passage og trods fejl i etterne, blev det alligevel til en overbevisende sejr på 72.1%. Parret vandt senest også 1. kvalifikation af Lövsta Future Dressage.

Alexander Yde Helgstrand var også på banen i dag, her i CDI U25 med Eye Catcher e. Vivaldi/Partout. Overgangene piaff/passage skabte desværre lidt problemer i dag og parret opnåede 66% og dermed en 3. plads.

I dag kommer flere spændende ekvipager til start, bl.a. Signe Kirk Kristiansen på Blue Hors Zee Me Blue e. Blue Hors Zack/Blue Hors Don Schufro (opdr. Stald Ringsbo) og canadieren Vicky Lavoie på Nanna Skodborgs Merralds tidligere hest Nexolia's Sådan Que e. Quaterback/Royal Diamond (opdr. Mike Andersen).

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner