Storbritannien offentliggør OL-kandidater

26-05-2024 13:22

12 ekvipager er på den såkaldte "longlist" for det storbritanniske OL hold i springning. Dermed får vi en nærmere ide om, hvem vi får at se på de olympiske springbaner i Paris til sommer

Copyright Ridehesten.com
Scott Brash er en af de ryttere, der er på den storbritanniske OL-longlist i springning. Foto: Ridehesten.com/Annette Boe Østergaard
Nyheden fortsætter efter annoncen

De forskellige lande er så småt begyndt at sætte navne på dem, som udgør longlisterne frem mod OL, og det har Storbritannien netop gjort. Her kommer et overblik over de atleter og heste, som er blevet udvalgt til UK Jumping Team Olympic Short List, opgjort i alfabetisk rækkefølge efter rytterens navn:

- Scott Brash (38 år) med Hello Jefferson (vallak, 15 år) samt Hello Valentino (vallak, 10 år).
Harry Charles (24 år) med hele tre heste: Aralyn Blue (hoppe, 12 år), Romeo 88 (vallak, 15 år) og Sherlock (hingst, 11 år).
- Tim Gredley (38 år) med Imperial HBF (vallak, 11 år) og Medoc de Toxandria (vallak, 12 år).
- Ben Maher (41 år) med Dallas Vegas Batilly (hoppe, 11 år), Enjeu de Grisien (vallak, 10 år) og sidst, men ikke mindst Point Break (hingst, 10 år).
- Joseph Stockdale (24 år) med Equine America Cacharel (hoppe, 13 år).
- Robert Whitaker (41 år) med Vermento (hingst, 11 år).

Det er interessant, at de 12 kombinationer er fordelt udover så lidt som seks ryttere. Altså er de storbritanniske mulige OL-ryttere ret godt stillet, når de i gennemsnit har to heste hver med på listen.

Der er tale om særdeles kendte navne i springsporten, hvor bl.a. Ben Maher, der pt. ligger nr. 2 på Longines FEI verdensranglisten i springning og vandt individuelt guld til OL i Tokyo 2021, er Storbritanniens måske bedste bud på en OL-medalje i springning. Også Scott Brash er tidligere nr. 1 på verdensranglisten og har en holdguldmedalje til OL i 2012 med i bagagen. Harry Charles har på trods af sine kun 24 år allerede redet et OL - det var i Tokyo i 2021 - og var på det bronzevindende britiske hold til VM i Herning året efter. Det er altså nogle særdeles stærke ryttere, der skal kæmpe om de fire pladser på det britiske OL-hold, når turen inden længe går til Paris.

Nyheden fortsætter efter annoncen

Storbritanniens endelige hold vil blive udtaget i slutningen af juni. 

Danmark har, på baggrund af Andreas Schou og Darc De Lux’ resultater i 2023, en enkelt plads til OL i springning, og hvem det bliver, er endnu ikke offentliggjort. På en longliste fra marts i år var følgende ryttere at finde:

- Andreas Schou
- Caroline Rehoff Pedersen
- Lars Bak Andersen
- Lars Nørgaard Pedersen
- Rikke Belinda Barker
- Søren Møller Rohde

Nu er der altså lidt mere vished om, hvem den danske springrytter kan ske at møde fra storbritansk side til sommerens OL

Copyright Ridehesten.com
Andreas Schou's flotte resultater sidste år sikrede Danmark en enkelt plads til OL. Hvem ender mon med at få den? Foto: Ridehesten.com/Annette Boe Østergaard
Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner