Stjernestøv skabte magi i Esbjerg

21-01-2017 22:31

Wauw - det må næsten være ordet som beskriver dagens ridning ved landsstævnet i Esbjerg. Her havde flere topryttere taget deres fremtidige topheste med, flere med debut i stævnets sværeste klasser 

Nyheden fortsætter efter annoncen

Esbjerg og Omegns Rideklub er i denne weekend vært for et landsstævne i dressur, hvor flere af landets bedste ryttere - bl.a. OL-rytterne Anna Kasprzak og Severo Jurado Lopez er at finde på startlisterne. 
Allerede fra dagens start, blev der vist uhyggeligt højt niveau i Prix St. George klassen, hvor flere af fremtidens stjerner mødtes. 

Klassen blev vundet af Betina Jæger Jensen på Quarton (SWB) e.  Quaterback/Blue Hors Don Schufro efter et overbevisende ridt, som dommerne belønnede med 74,342%. På andenpladsen blev det den yderst flittige Blue Hors-berider, Daniel Bachmann Andersen på den blot 7-årige Blue Hors Veneziano e. Vivaldi/Donnerhall (Opdr. Blue Hors) som viste utrolig gode takter og indkasserede 73,860%. Nærmeste konkurrent blev Gitte Mors Burgaard på Moselunds Dominic e. "Uno" Don Diego/Temple Wind Xx (Opdr. Birgitte Frank Andersen) som indtog tredjepladsen med 70,219%.

Dagens Svær Intermediare bød på debut i netop denne klasse for alle tre placerede, som hver og en viste kvaliteter til at nå næste step, nemlig Grand Prix klassen. Vinderen blev Lone Bang Larsen på Bakkely's Onandt e. Onassis/Michellino (Opdr. Preben Hald) med 70,317%. Lige i hælene på Lone blev det Carina Cassøe Krüth på Heiline's Hot Mix e. Blue Hors Hotline/Come Back Ii (Opdr. Stald Heiline)som red sig ind på andenpladsen med 70,278%, mens Lise Ladefoged Jensen på Arrietta Klintgaard e. Blue Hors Zack/Blue Hors Don Schufro (Opdr. Ulla Klokker Andersen) blev nummer tre med 69,960%.

Ved dagens helt store klasse, Grand Prix klassen, var der fuldstændig fyldt op med publikum i ridehuset, som kom fra nær og fjern for at se nogle af vores bedste ryttere ride. De fik i den grad noget for pengene, i det at klassen blev redet i et meget højt og flot niveau. Flere af hestene, også dem som endte i blandt de placerede, havde oven i købet Grand Prix-debut. 

Nyheden fortsætter efter annoncen

En af dem som der som regel er et stor hit blandt publikum, skuffede ej heller denne gang. Spanske (en snært af dansk?) Severo Jurado López fra Helgstrand Dressage var i topform med Deep Impact 3 e. De Niro/Rubinstein I vandt overlegent klassen med 75,867%, trods af deres første start sammen var i går. Daniel Bachmann Andersen var en travl herre i dag, både til hest, men også på præmieskammelen. Han indtog nemlig både anden- og tredjepladsen på DV-avlshingstene Blue Hors Zack e. Rousseau/Jazz og Blue Hors Don Olymbrio e. Jazz/Olympic Ferro med henholdsvis 73,533% og 72,467%. Det var desuden debut for Olymbrio, som viste hvor meget han har udviklet sig den seneste tid, hvilket Daniel udtrykte stor tilfredshed med da Ridehesten talte med ham efterfølgende, som kan ses i videoen nederst. 

Det blev også til en særdeles flot Grand Prix debut for Anna Kasprzak på Rock Star 13 e. Rockwell/Weinberg som indtog fjerdepladsen med 70,767%, mens Betina Jæger Jensen på Very Keen e. Oklund/Dutchboy blev nummer fem med 69,600%.

Se alle resultater og startlister fra stævnet HER

Se herunder en video med Daniel Bachmann Andersen, som fortæller omkring dagens ture på banen samt stævnet i Esbjerg generelt. 

Ridehestens fotograf var tilstede under dagens klasser. Husk at se billederne fra på mandag!

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner