Annika Knudsen Lorentsen
20 år blev den 127 cm høje skimlede kategori III-pony Claughaun Thady, som desværre er blevet aflivet på grund af akut alvorlig sygdom.
Gennem årene i sporten, har ponyen hjulpet tre danske piger til toppen af ponysporten, og han har frembragt mange smil og skabt gode minder.
Først gik han under Julie Karoline Terp, som blandt andet har vundet guld ved DM individuelt, ligesom det også er blevet til en sølvmedalje individuelt og flere bronzemedaljer for hold.
Derefter var det Emmelie Aabech, der overtog tøjlerne. Hun vandt guld ved DM både indendørs og udendørs, og fik utroligt mange gode resultater inden hun gav tøjlerne videre til Eva Harriet Elkjær Christensen, som ligeledes har vundet DM-medaljer på ham.
Han var en kæmpe personlighed i en lille krop, og bedst når det virkelig talte og blev svært.
– Vi solgte ham til Eva, men planen var, at han skulle købes tilbage igen når Eva var færdig med ham, så Emmelies lillebror kunne få fornøjelsen af ham, og han kunne nyde hans alderdom her på gården, fortæller Rikke Aabech, som er mor til Emmelie.
Et lyn fra en klar himmel
Det var bestemt ikke ventet, at Claughaun Thady skulle herfra nu, og det har været rigtig hårdt at sige farvel.
– Det kom som et lyn fra en klar himmel, at han blev alvorligt syg. Han var en once in a life time pony, han valgte selv sine ryttere og genkendte sine familier hver gang han så os. Han var en kæmpe personlighed i en lille krop, og bedst når det virkelig talte og blev svært. Han var rytternes bedste ven, også når andre ting udenfor sporten blev svært. Man finder aldrig en som ham igen, understreger Rikke.
Hvis man kigger ned over hans resultatliste opdager man det ene topresultat efter det andet, og han har fået placeringer i mere end halvdelen af sine klasser. Han er uden tvivl blandt de mest vindende kategori III-ponyer i Danmark nogensinde.
De ryttere der har haft glæde af den lille pony, har fået unik læring og været på en rejse med succes og glæde. Den irsk-avlede pony Claughaun Thady blev aflivet i går efter et liv, hvor han har bragt glæde og blevet passet som han fortjente.