Stine Cassøes Elzandor til Beerbaum

13-03-2025 16:23

Den 9-årige Zangersheide-vallak, Elzandor Z er blevet solgt til tyske Ludger Beerbaum efter en flot start på sin internationale karriere under danske Stine Cassøe Jakobsen. Det var et vemodigt men også spændende farvel, fortæller Stine

Copyright Ridehesten.com
Den 9-årige Elzandor Z er netop solgt til Ludger Beerbaum. Foto: Ridehesten.com/ Kristine Bojsen

Nogle heste kravler mere ind under huden end andre, og sådan en hest var den 9-årige Zangersheide-vallak, Elzandor Z e.  Eldorado van de Zeshoek/ Zandor Z for Stine Cassøe Jakobsen, der har haft fornøjelsen af vallakkens uddannelse siden nogle af hans første stævner i 2022 som bare 6-årig. Stine spottede vallakken til et stævne i 70 cm, og senere samme aften gav hun hånd på en handel med tidligere ejer. Parret startede derefter ud med at ride 100 cm, men Elzandor viste hurtigt masser af kvalitet, og allerede i november 2022 havde han debut i MB1* under Danish Christmas Show Warm Up med Stine Cassøe Jakobsen i sadlen. 

– Zandor var noget helt særligt, jeg så ham som 6 års hvor han gik sin første klasse i valgfri højde 70 cm., hvor jeg tænkte at ham måtte jeg bare prøve og samme aften gav jeg håndslag med den tidligere ejer. Han var faktisk alt for forsigtig og blev hurtigt bange for sig selv, men følelsen var noget særligt. Det gjorde også at han har taget noget længere tid at uddanne, men det været ventetiden værd, fortæller Stine Cassøe Jakobsen om Elzandor Z. 

Copyright Ridehesten.com
Stine Cassøe Jakobsen kan glæde sig over at have uddannet en international tophest. Foto: Ridehesten.com/ Annika Knudsen Lorentsen

Siden da gik det stærkt for det danske par, og i marts 2023 havde de deres første internationale start ved Dansk Varmblods Hingstekåring i Herning. I september 2023 debuterede parret i MA2** 140 cm, og interessen for den talentfulde springhest blev større og større. Elzandor viste kun mere og mere talent for de helt store klasser, og med Stine Cassøe Jacobsen i sadlen gik han sin første 150 cm Grand Prix og Longines Ranking-klasse i Riesenbeck, og så endda fejlfrit. Det var ikke kun Stine Cassøe Jacobsen, der så noget helt særligt i vallakken, for ved stævnet i Tyskland fik tyske Ludger Beerbaum også øjnene op for ham: 

 Interessen for Zandor har været stigende de seneste måneder og da jeg red i Riesenbeck i februar så Ludger Beerbaum også noget specielt i Zandor, fortæller Stine. 

Copyright Ridehesten.com
Elzandor Z og Stine Cassøe Jakobsen har haft stor succes sammen. Foto: Ridehesten.com/ Kristine Bojsen

Det medførte altså et salg, hvilket betyder, at den talentfulde springhest ikke længere er i danske hænder men er flyttet til Tyskland, hvor Ludger Beerbaum skal fortsætte Elzandors uddannelse. Det var et hårdt farvel, men også et farvel sagt med en vis stolthed, siger Stine: 

Jeg er selvfølgelig stolt over at have uddannet endnu en hest til de større klasser og jeg glæder mig til at følge Zandor på den måske helt store scene. Det er da klart en drøm

Copyright Ridehesten.com
Det er tyske Ludger Beerbaum, der overtager tøjlerne på den talentfulde vallak. Foto: Ridehesten.com/ Kristine Ulsø

Ludger Beerbaum er en særdeles anerkendt, tysk springrytter og træner, der har deltaget ved OL hele syv gange, vundet intet mindre end fire guldmedaljer ved OL og to gange VM. Han er uden sammenligning en af de mest succesfulde tyske springryttere gennem tiden målt på antal sejre og medaljer, og nu har han altså fået endnu en tophest i stalden. 

Se Stine Cassøe Jakobsens Instagram-opslag, hvor hun fortæller om salget: 

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner