Stemningsfuldt Hjørring Dyrskue

22-06-2010 08:13

Maja Golles

Det blev en oplevelsesrig weekend den forgangne weekend i Hjørring
Copyright Ridehesten.com
(Foto indsendt af Kira Clausen)

Det hele så lidt sort ud i Hjørring fredag aften, hvor regnen og blæsten havde godt tag i dyrskuepladsen mindre end en halv time før fredagens store hesteshow. Bekymrede miner begyndte at sprede sig både blandt arrangørerne på pladsen, gæsterne ved grillfesten og hos rytterne i stalden med showheste, hvor bl.a. franske Jean Marc Imbert så mistroisk op mod skyerne og mumlede nogle franske gloser. Men som et trylleslag lagde vinden sig kvart i syv, skyerne forsvandt som dug for solen og sommervarmen vendte tilbage. Rundt om den store ring stimlede hele 4.000 mennesker sammen, hvilket utvivlsomt må være en ny publikumsrekord. Kl. 19 startede showet med en præsentation af skuets bedste heste efterfulgt af et sandt fyrværkeri af hesteshows. Der var bl.a. en fantastisk opvisning i militaryspring over nogle ret alternative forhindringer, hæsblæsende hestevognskapløb mellem Kurt og Anne Larsen, smukt og stilfuldt friesershow fra Frieser Nord med dansere, dressur-freestyle med Allan Laudrup, oldenborg kvadrille og ikke mindst hele 4 forskellige indslag med den franske verdensstjerne. Han fremviste bl.a. frihedsdressur med hesten Yellow, som udførte sidebevægelser ca. 40 m. fra Jean Marc, kun dirigeret af små håndbevægelser. Ligeledes viste ekvipagen det kendte nummer ”the Indian”, og to andre artister udførte en halsbrækkende ungarsk post på deres 4 heste. Som finalenummer viste de ligeledes spektakulær ridning, der fik publikum helt op under aftenhimlen. Alt i alt et rigtig flot show der bød på oplevelser for hestefolk og –interesserede i alle aldre. Denne nyhed er indsendt af en læser

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner