Britt Carlsen
Ryttere, trænere og publikum har gennem de seneste fire dage tilkendegivet, hvor glade de er for at komme til stævne på Blue Hors. Rammerne er fantastiske, det samme er maden (leveret af Vandel Kro) og så er der stor ros til de mange ansatte og ekstrene hjælpere, som har slidt under stævnet, men konstant parat til at give en hjælpende hånd. De imponerende rammer stopper ikke blot ved opvisnings- og opvarmningshallen - staldene, som er de faste hoppestalde, der ellers er i brug i bedækningssæsonen, har givet ly for stormen og regnen. Noget som rytterne virkelig har sat stor pris på.
Blue Hors' egne ryttere har taget godt for sig af sejre og placeringer på hjemmebanen, og det fortsatte til sidste klasse, hvor Daniel Bachmann Andersen kunne indkassere de 15.000 kr. til vinderen af Grand Prix kür efter et imponerende og næsten totalt fejlfrit ridt i kür, hvor Loxana igen dansede sammen med Daniel med en positiv indstilling og gålyst. De opnåede 78,792% Det blev Agnete Kirk Thinggaard som satte sig på andenpladsen med Cassio med en speciel kür til musik af Pink. - Det er en proces, vores kür er ikke helt færdig, og det er første gang, jeg rider den i konkurrence. - Men jeg syntes den er så sej, sagde Agnete med et smil, godt tilfreds med Cassio's afsluttende klasse. Agnete opnåede 74,875%
Se resultatet af klassen her.