Stakkato-datter solgt for rekord beløb

11-12-2018 10:45

Ved den 39. P.S.I. Auktion i søndags blev der slået rekord da en Stakkato-datter blev solgt for 2,4 millioner euro

Copyright Ridehesten.com
Den 6-årige Stakkariealla. Foto: Thomas Hellmann

P.S.I. Auktionen er verdens mest succesfulde private varmblodsauktion og sælger i højere og højere grad opdræt fra Paul Schockemöhles og Ullrich Kasselmanns egne stutterier, hhv. Gestüt Lewitz og Gestüt Osthoff.

I weekenden blev den 39. auktion afholdt og her blev der samtidig sat rekord, da springhoppen Stakkariealla e. Stakkato/Chacco Blue blev solgt til USA for 2,4 millioner euro, svarende til over 18,6 millioner danske kroner. Det er det dyreste en springhest er blevet solgt for på en P.S.I. auktion og meget tæt på at være det dyreste nogensinde, som dressurhesten Poetion blev i 2013, da hesten blev solgt for 2,5 millioner euro.

Næst dyreste på dette års auktion blev den 4-årige dressurhingst V-Plus e. Vivaldi/Fürst Romancier som blev solgt for 1,2 millioner.

Gennemsnitprisen for dressurhestene blev 290,600 euro, mens det for springhestene var 399,000 euro. Samlet indtjente dressurhestene 7.265.00 euro og springhestene 9.975.00 euro. 

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner