Anna Pørtner
Mens danskerne høster medaljer i både spring og dressur til de nordiske mesterskaber, er en lille håndfuld springryttere draget til Stockholm i Sverige for at ride til det 5-stjernede Longines Global Champions Tour of Stockholm, som er denne sæsons LGCT afdeling nummer ni.
Udover Longines Global Champions Tour går der også internationale klasser, hvor danske Benedikte Rie Truelsen er at finde til start i CSIU25. I går eftermiddags var hun så på banen for første gang, hvor hun skulle ud i en 145 cm høj bane. Benedikte og den 10-årige hoppe Elite de Riverland e. Kannan/ Tlaloc M red på banen som start nummer ni og sikrede sig en super flot fejlfri runde i både første og anden fase, og red sig med denne præstation ind på en flot femteplads. Klassen blev vundet af belgiske Thibault Philippaerts på hesten Gift des Lunes e. Windows vh Costersveld/ Kannan, der red en fejlfri runde i den hurtigste tid på den 145 cm høje bane.
Senere fredag eftermiddag var det blevet childrenrytternes tur til at skulle i ilden. Denne gang lød forhindringerne på 125 cm, hvor første danske rytter på banen var Laura Sloth Kjær på Kjaer's Sweetheart e. Heartbeat/ Corratus. Parret sikrede sig en flot runde, desværre med et enkelt nedslag, men lagde med denne runde et stabilt niveau for resten af stævnet. Svenskerne dominerede klassen, men som start nummer otte var der igen en dansk rytter på startlisten, nemlig Sille Hartvig Nielsen og Quimono de la Roque e. Kannan/ Quick Star. Også denne danske ekvipage leverede en toppræstation, og sneg sig ind på andenpladsen. Efter klassen var slut, var der altså to danske ryttere i top-5. Sille og Quimono de la Roque bevarede nemlig andenpladsen med deres flotte ridt, og Laura og Kjaer's Sweetheart sneg sin ind på en femteplads med deres ridt med 4 fejl. Klassen blev vundet af eneste finske rytter, nemlig Sani Illi og Backwoods Challenger e. Chacco-Blue/ Darco, der red en fejlfri runde i den suverænt hurtigste tid.
Klokken 16.30 var det tid til, at Andreas Schou skulle på banen for første gang i Stockholm. Denne gang skulle han ud i en 5-stjernet 145 cm med den bare 9-årige hoppe, Daily's Beauty Ps e. Diatendro /Baloubet du Rouet. Ekvipagen red på banen som start nummer 36, og sikrede sig endnu et suverænt resultat, da de formåede at passere målstregen med nul fejl, og dermed var videre til omspringning. I omspring leverede parret endnu en stabil runde, der resulterede i en fejlfri tur, dog ikke hurtig nok til at slå den franske ekvipage Julien Anquetin og Farah Tame e. Quadrio Tame/ Panama Tame af pinden, der kunne kalde sig vinder af klassen. Andreas og Daily's Beauty Ps sikrede sig med deres flotte ridt en niendeplads i det stærke felt.
Dermed sluttede første stævnedag af i det svenske med flere flotte danske præstationer, der har lagt et stabilt grundlag for en spændende dag i dag, hvor childrenrytterne skal ud i en 130 cm, mens Benedikte Rie Trulsen skal starte 150 cm. Andreas Schou skal ride 155 cm og 160 cm senere på dagen. Du kan følge med i stævnets start- og resultatlister her.