St. Paris har fået ny medejer

09-09-2022 15:15

Den danske UVM-medaljeaspirant Lyngbjergs St. Paris, der rides af medejer Victoria Vallentin, har netop fået ny medejer

Copyright Ridehesten.com
Jesper Bisgaard og Victoria Vallentin med sølvmedaljehoppen Lyngbjergs St. Paris ved sidste års eliteskue. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen
Nyheden fortsætter efter annoncen

Dressurrytter Victoria E. Vallentin og hendes kæreste Jesper Bisgaard så første gang hoppen Lyngbjergs St. Paris e. Blue Hors St. Schufro/ Blue Hors Rockefeller i marts 2020 hos avlerfamilien Børjesson i Brønderslev. Hoppen var på det tidspunkt knapt tre år og ikke særlig stor, men det unge par var på ingen måde i tvivl om, at hoppen skulle være deres.

Sammen med deres forretningspartner United Dressage A/S erhvervede de hoppen, som året efter blev sadelkåret og tildelt opdrættermedalje i sølv. Senere samme år opnåede ”Paris” og Victoria et særdeles godt resultat ved Dansk Varmblods egnetshedstest, og i marts måned i år sluttede de på en andenplads i Unghestechampionatet under hingstekåringen i Herning.

Copyright Ridehesten.com
Victoria Vallentin og Lyngbjergs St. Paris blev nr. 3 i den indledende klasse ved UVM for 5-års i går. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen

Nu er de en del af det danske hold ved UVM (ungheste-verdensmesterskab) i dressur i hollandske Ermelo, og de leverede en pragtpræstation i den indledende klasse i går, hvor de red på det tidspunkt, der kom allermest regn. Ikke desto mindre opnåede de en tredjeplads og er blandt favoritterne til morgendagens finale.

Victoria og Jesper får utallige forespørgsler på, om hoppen kan købes, men det kan den ikke, for de har netop fået en nye medejer.

United Dressage er vores forretningspartner, der har investeret i adskillige heste, som vi ejer sammen. Nu er tiden kommet, hvor de har valgt at sælge deres halvdel af Paris, fortæller Jesper.

– Med vores nye partner har vi sikret Paris på længere sigt, så jeg kan uddanne hende videre og satse længere frem i tiden, forklarer Victoria.

Copyright Ridehesten.com
Trods massivt regnvejr gjorde Victoria Vallentin og Lyngbjergs St. Paris en glimrende figur på stadion i Ermelo. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen

Forbliver på danske hænder

Handlen faldt på plads i forrige uge, og den nye medejer af 5-årige Lyngbjergs St. Paris er Four Oaks v/ Ingrid og Poul Thøgersen, der også kendes som ejer af den internationale Grand Prix-hoppe Heiline’s Danciera og flere andre heste, der rides af Carina Cassøe Krüth, som de har et frugtbart samarbejde med.

Nyheden fortsætter efter annoncen

Poul Thøgersen fortæller, at han og Ingrid går vildt op i heste. De har begge redet som yngre, og de begyndte at ride igen, da de fyldte 60 år. I dag er de 74 og rider fortsat.

Vi har solgt vores forretning og har derfor muligheden for at investere i gode heste, og heste giver meget mere glæde og større oplevelser end aktier og obligationer, fastslår han.

Ingrid og Poul får undervisning af Søren Vallentin og har derigennem mødt hans datter Victoria. De har længe været betaget af Lyngbjergs St. Paris, og da Victoria en fortalte, at deres medejer gerne ville sælge deres handel af hoppen, slog de til.

Vi vil gerne hjælpe unge og talentfulde ryttere, og vi tror meget på Victoria og vil gerne støtte hende, fortæller Poul.

Han synes, at det er godt spottet af Victoria og Jesper, der fandt hoppen som helt ung, og han understreger, hvor svært det er blevet at komme til de gode heste i dag.

Vi er imponerede over, hvordan Paris går som 5-års, og vores langsigtede mål med at investere i hende er uddannelse til Grand Prix. Vi har ikke behov for at sælge hende igen, så på den måde er Victoria sikret at kunne ride hoppen, så længe hun ønsker det, siger Poul.

Det betyder for Victoria, at hun har helt klare linjer, når hun gang på gang på bliver spurgt, om hoppen er til salg, og så giver det hende ro omkring fremtiden for hoppen.

Det giver mig en fantastisk mavefornemmelse, at Ingrid og Poul har investeret langsigtet i Paris, så jeg stille og roligt kan fortsætte min rejse med at uddanne hende, for hun er et kæmpetalent og har alt, hvad der skal til, slutter Victoria, der ser frem til at ride 5-års finalen i morgen.

Copyright Ridehesten.com
Poul og Ingrid Thøgersen havde andre planer for denne uge, da de købte sig ind i Lyngbjegs St. Paris, så de er ikke til stede ved stævnet i Ermelo. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen
Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner