Tilridning og passeringen af en forhindring bliver opdelt i flere faser: tilridningen, afsættet, svævefasen og landingen samt videreridningen. I en springserie på to artikler kan du få tips og tricks til at forbedre din springtræning, hvor vi i første artikel sætter fokus på tidridningen og afsættet.

Tilridningen til en forhindring
Tilridningen kræver, at rytteren i høj grad er opmærksom, har en god reaktionsevne og er tilpas afslappet i sin krop samt er i god balance. Derudover skal der være et godt samspil mellem hjælperne. Rytteren skal ligeledes være i harmoni med hestens bevægelser. Han eller hun skal altså være i stand til, alt efter hvad situationen kræver, at aflaste hestens ryg mere eller mindre, til at kunne fordele sin vægt på lårene, knæene og hælene samt at have en blød, men konstant forbindelse til hestens mund.

Hos heste, som fra naturens hånd ikke har så meget gåpåmod eller, som er usikre, er det nødvendigt, at rytteren har hesten ekstra godt foran sig. Det gælder i det hele taget i situationer, som er særligt vanskelige. Det kræver forstærket schenkelhjælp, men også at man sætter sig ned og bruger sin fremaddrivende sædeindvirkning. Dog skal man passe på, hvis det bliver nødvendigt at drive kraftigt med sædet, ikke at man samtidigt kommer til at indvirke for hårdt med hånden og påvirker hestens rygaktivitet negativt eller bringer hesten ud af takt. Det ville nemlig bevirke, at bagbenene bliver forhindret i at blive placeret tilstrækkeligt langt inde under kroppen.

Det er rytterens opgave at sørge for at ride sådan til en forhindring, at hesten i det sidste galopspring, hvor samtidigt spændkraften til afsættet dannes, lige netop rammer "idealpunktet", inden for afsætningszonen. For at det kan lade sig gøre, skal flere kriterier være opfyldt:

• At rytteren rider på det rette spor
• At rytmen bevares i et tilpas grundtempo samtidig med, at den nødvendige energi, ligeudretning og samlingsgrad bevares.
• Såfremt det er nødvendigt, skal rytteren kunne forlænge eller afkorte det sidste galopspring.

Rytterens måde at forholde sig på skal kunne varieres både fra hest til hest og fra situation til situation alt efter den enkelte hests måde at bevæge sig på og dens måde at springe på i den givne situation. At kunne ride til en forhindring med fuld kontrol forudsætter, at hesten er løsgjort, og at den er samarbejdsvillig. Den bedste måde er langsom at vende hesten til, at det er rytteren, der gennem sin indvirkning skal bestemme, hvor der skal sættes af. Hos de heste, hvor det ikke er muligt for rytteren at komme til at drive, fordi hesten selv bestemmer tempoet og bare styrter til forhindringen, har rytteren ikke mulighed for at bestemme, hvor der skal sættes af og må overlade det til tilfældighederne, om springet lykkes eller ej.

Afsættet
Rytteren skal ved at gå rigtigt med i bevægelsen i afsættet gøre det så let som muligt for hesten at springe forhindringen. Ved at lægge schenklerne til og ved at følge med hænderne frem i bevægelsesretningen er det endnu muligt at indvirke til en vis grad i den opadgående del af svævefasen.

Hvis hesten sætter af inden for normalområdet, afventer rytteren, hvis overkrop allerede er let foroverbøjet, indtil hesten med den bevægelse, afsættet giver, tager rytteren med sig. Hvis rytteren er tilstrækkelig smidig og reagerer tilpas hurtigt ved at bøje sammen i hofterne, så snart hesten påbegynder svævefasen, så nærmer de to kroppes tyngdepunkter sig hinanden – rytterens og hestens.

Hvis hesten sætter af for tæt på forhindringen, så bliver den tvunget til at lukke sig noget mere sammen for at kunne udføre den ændrede og mere stejle springkurve. At hesten sådan "lukker sig sammen", skal rytteren være i stand til med sin krop at følge. Dvs. at han eller hun hurtigt skal kunne tilpasse sig hestens ændrede tyngdepunkt, inden de to kroppes tyngdepunkter igen falder sammen. Det er vigtigt, at rytteren i denne situation har hesten godt foran sig  - godt fremme til tøjlen.

Hvis hesten sætter for tidligt at på springet, må rytteren – på grund af den pludselige forøgelse af farten og for at kompensere for centrifugalkraftens virkning – med sin krop gå aktivt med i hestens bevægelsesretning. Gør han ikke det, er der risiko for, at overkroppen bliver kastet bagud, og at rytteren kommer efter bevægelsen, som man siger.

Du kan få mere inspiration og tips til din springtræning i bøgerne Rytter og Hest, bind 1 og 2. Køb bøgerne HER