Britt Carlsen
Tilbringer man en dag eller en enkelt klasse til et springstævne med at betragte rytternes springstil, så åbenbares det, at springryttere sidder meget forskelligt på hesten, både mellem forhindringerne og over forhindringerne. En del af forklaringen kan findes i rytterens statur, men et sådant studium åbenbarer også, at der er mange måder at sidde i en springsadel på (og flere forskellige springsadler, der giver rytteren mere eller mindre støtte).
Den ene stil kan meget vel være lige så god som den anden, forklarede Bo Kristoffersen og Rolf-Göran Bengtsson for nogle år tilbage i en springserie, bragt i magasinet Riehesten. Der er nogle grundprincipper, som skal være opfyldt og den vigtigste er, at rytterens stil skal være således, at rytteren hele tiden kan være i balance og harmoni med hesten.
Sæde, schenkel og hånd
Mens der er nedskrevne fordringer til dressurrytterens opstilling, hvor man skal kunne trække en linje fra rytterens skulder, gennem overarmen, til hoften og videre ned til rytterens hæl, så er der ikke på samme vis beskrevet, hvordan springrytteren skal sidde.
- Egentlig så ønsker vi hellere en knap så perfekt stilistisk rytter som bevarer sin effektivitet, end at forsøge at ændre for meget på rytterens opstilling, så det ikke længere føles naturligt for rytteren, der dermed bliver ineffektiv på hesten, forklarer Bo Kristoffersen.
Han er meget bevidst om, at han kun retter på rytterens opstilling, så den bliver mere optimal og effektiv, og ikke forsøger at forcere rytteren ind i en stil, som ikke falder rytteren naturligt.
Det vigtigste er, at rytteren kan bruge sine hjælpere rigtigt og på de rigtige tidspunkter, og at kombinationen schenkel, sæde/overkrop og hånd i et samspil kan skabe den rette samling i hesten, så den har kraft til at springe forhindringerne samt naturligvis at holde en aktiv grundgalop, som er en forudsætning for, at hesten kan springe over på den anden side af forhindringen.
Det lette sæde
Det er et helt grundlæggende krav til springrytteren, at man behersker det lette sæde. Når man rider i let sæde aflaster man hestens ryg, og det er i dette sæde, at rytteren skal finde sin balance og harmoni med hesten. På den måde der trænes hos Rolf-Göran Bengtsson og Bo Kristoffersen er det lette sæde nærmere at betegne som et aflastningssæde, for deres trænings- og springfilosofi går ud på at rytteren kombinerer det lette sæde med et sæde, hvor man sidder let ned i sadlen.
Når der rides i let sæde, forlader rytteren den lodrette opstilling og læner sig mere eller mindre fremad ved at bøje i hofterne. Rytterens vægt forlægges til lårene, knæene og hælene, og når man rider i aflastningssæde, skal rytterens sæde forblive så tæt på sadlen som muligt, for det giver de bedste forudsætninger for at holde balancen.
Når man rider i let sæde eller aflastningssæde, så skal rytteren være smidig i sin lænd. Er overkroppen for stiv eller urolig påvirker det både rytterens og hestens balance negativt. Schenklerne skal være placeret ved gjorden, og indersiden af læggene skal være i kontakt med hestens sider. Denne placering giver rytteren de optimale muligheder for at give den nødvendige fremaddrivende hjælp. Hvis rytterens schenkler ligger for langt tilbage, påvirker det rytterens balance negativt. Hvis det er tilfældet, når der springes, er denne fejl ofte skyld i, at rytteren retter sig for tidligt op, for ikke at falde fremover, og det bevirker, at hesten bliver generet i ryggen. Der er adskillige eksempler på internationale topryttere, som f.eks. Ludger Beerbaum, som kaster deres schenkler bagud over forhindringen, men samtidig er i så perfekt balance med deres overkrop, at det ikke er noget problem for dem.
Fodleddet skal være smidigt, så det muliggør en sikker og fjedrende støtte, så schenklen kan ligge stabilt ind til hesten. Hvis hælen trækkes op, kan fodleddet ikke fjedre, og schenklerne vil have en tendens til at rutsche bagud. Det resulterer også i, at rytteren kommer foran hestens bevægelse.
Rytteren skal være i så stor balance i det lette sæde, at man kan give tøjle og schenkelhjælp uafhængigt af selve kroppens bevægelser. Det er en fordel, at rytterens hånd hele tiden bevarer en let føling med hestens mund under hele springet, især hvis man umiddelbart efter landingen skal dreje eller korte hesten op til en distance. Især på rigtig store, brede forhindringer ser man ryttere give helt efter på tøjlen og lade den hænge, for at give hesten den fulde frihed til at strække sig optimalt over forhindringen. I de tilfælde, hvor man lader tøjlen hænge over forhindringen er det naturligvis vigtigt, at man i landingen møder roligt op på tøjlen igen.
Rytteren skal se op og fremad, så man kan orientere sig på banen, holde overblikket, og være fokuseret på den næste forhindring.
Sæde og let sæde
- Vi træner vores elever til at nærme sig den klassiske måde at ride på – en kombination af at sidde ned og stå lidt i let sæde, forklarer Bo. Han understreger vigtigheden af at få lært eleverne, at huske at arbejde med hestene mellem springene.
- Når man skal arbejde med hesten og få skabt en samling inden næste forhindring, så er det, for de fleste ryttere, nemmest at gøre, når man sidder ned i sadlen med overkroppen lidt oppe og med schenklerne ind til hesten. Og når man lander efter springet, så kan man med fordel blive stående lidt i let sæde med schenklerne ind til hesten, for at ride den lidt fremad og op i grundtempoet – populært sagt så skal rytteren ”fange” galoppen igen efter forhindringen.
- Ønskemålet er også, at rytteren over springet sidder med schenklen ind til hesten uden at rykke for meget, men præcist nok til at give hesten en fornemmelse af sikkerhed. Hælene skal være trykket lidt ned, og overkroppen skal være foroverbøjet og hænderne have en let, blød kontakt med hestens mund via tøjlen. Kontakten med hesten via rytterens schenkel og hånd er vigtig, for det betyder, at man er klar til at hjælpe og indvirke på hesten, så snart man lander efter springet.
Det rette sæde hjælper
Der er kun ét land, hvor det er lykkedes at skabe en ensartet springstil. I USA har man via stilspringninger og Hunterklasser fået ensrettet rytterne til at sidde meget flot, og klassisk korrekt i sadlen, men det som oftest går galt i konkurrencer på højeste niveau med denne springstil er, at rytterne bliver ineffektive. Derfor ser man også, at de internationalt mest succesfulde amerikanske ryttere også rider på en knap så ”stilet” vis.
- Springning bliver så meget nemmere for rytterne, og hestene, såfremt springrytterne har lært at sætte sig i sadlen med overkroppen oppe, samtidig med at de kan bruge deres schenkler og hånd til at skabe samling i hesten.
