Anna Pørtner
Når de 4-års og ældre hopper og vallakker fremover skal til kåring, er det nu med mulighed for at springe under rytter. Beslutningen er taget af Dansk Varmblods avlsledelse for springning, der består af Bo K. Møller, Allan Blomgren, Signe Wiese og Johnny Hansen, og er taget for at få et mere retvisende billede af hestene.
Tidligere har programmet budt på løsspringning for de ældre heste til kåring, men da hestene allerede er redet, giver det langt bedre mening for både hesten og i forhold til bedømmelsen, at der gives mulighed for at hesten bliver vist under rytter for dommerne.
Det er ikke det eneste nye tiltag, der er blevet foretaget hos Dansk Varmblod. De har nemlig valgt, at avlere af vallakker kan være med i kampen om at få opdrættermedaljer, og ryttere kan få en eksteriørbedømmelse og rideprøve på deres vallak. Indtil for ganske nyligt var det kun hopper og hingste, der kunne kåres i Dansk Varmblod, men nu er det altså også vallakker.
Hestene der stilles til kåring, og som skal bedømmes under rytter, bedømmes på samme bane som til de velkendte egnethedstests. Højden og bredden på forhindringerne bliver tilpasset hestens alder og uddannelsestrin.
Springbanen lyder som følger:
Spring 1: Stationata med bomme, som kan springes fra begge sider.
Spring 2: Oxer med bomme.
Spring 3: Stationata med bomme og fyld (ej mur).
Spring 4: Lige oxer med bomme.
Spring 5: Samme som spring 1.
Spring 6A: Stationata med bomme og fyld (ej mur).
Spring 6B: Lige oxer med bomme.