Kristine Ulsø Olsen
At kvalitet betaler sig blev bevist ved PS Online Hingste Auktion i sidste uge. Til auktionen som sluttede torsdag i sidste uge, havde tyske Paul Schockemöhles udvalgt 10 dressurhingste og 9 springhingste som fremtidige hingsteemner.
Den dyreste hest på auktionen blev Vivant van de Heffinck-sønnen Viblue PS som blev solgt til USA for 95.000 euro, svarende til knapt 710.000 danske kroner. OL-hesten Vivant van de Heffinck var ligeledes far til den anden dyreste springhest, Vivanabis PS som blev solgt til Belgien for 60.000 euro.
Hos dressurhingstene blev hingsten Fürst Donnerhall PS den dyreste, da den blev købt af franske Haras de la Gesse for 69.000 euro, svarende til over 515.000 danske kroner. Fürst Donnerhall PS der fremover kommer til at hedde For Romance III, er helbror til oldenburger fløjhingsten, ”Hauptprämiesieger” og Nürnberger-Burg-pokal finalisten Romance I OLD og ligeledes helbror til oldenburger fløjhoppen, Bundeschampionat vinderen, PSI-pris rekordindehaver og S-succesfulde Fasine OLD.
Under auktionen blev Sezuan's Special e. Sezuan/Lauries Crusador solgt for 41.000 euro til en dansk køber.
Den samlede salgspris for de ni 3-års springhingste og ti 2,5 års dressurhingste blev 729.000 euro.
Af auktioner herhjemme er kollektion til DWB World Cup Foal Auction ved World Cup-stævnet i Herning netop kommet online i går og kan ses HER.