Thomas Bach Jensen
Oprindeligt var der planlagt et stævne hos Rytterforeningen Baunehøj i bededagsferien d. 8.-10. maj 2009, men klubben har trukket sig fra stævnet og det stod til at aflyses. SAO's bestyrelse og sportsudvalg står klar til overtage stævnet og proportionerne er under udarbejdelse. Der vil være klasser fra MB til Grand Prix både i dressur og spring så alle ryttere kan få pudset formen af inden de store mesterskaber. SAO har tidligere været arrangør af store udendørs stævner, men i de senere år har det været det store springstævne Jysk Mesterskab, som har trukket flest ryttere til. Stævnet afvikles på Finstrupgaard i Dall, hvor faciliteterne er helt i top med gode adgangs- og parkeringsforhold og banerne vil være toptrimmet og klar til at modtage ekvipagerne.