Astrid Ø. Sørensen
Fra i dag, torsdag, til og med søndag inviterer nordjyske Hjallerup Rideklub indenfor til landsstævne i dressur. Torsdagens klasser starter dog først over middag, hvor stævnets første rytter, som er ingen ringere end landsholdsrytter Daniel Bachmann Andersen, rider på banen i MB0. Senere på eftermiddagen er der MA1 og Prix St. George, inden dagen afsluttes med Intermediare II.
I løbet af weekenden er der klasser op til Grand Prix Special, og en række af Danmarks bedste ryttere gæster stævnet. Foruden Bachmann kan også nævnes Betina Jæger Jensen, Cecilie Dybro Jensen og Joachim Chr. Thomsen.
Startlisten til fredagens Grand Prix er domineret af Helgstrand-familien, hvor Andreas Helgstrand vender tilbage til stævnebanerne på Jovian e. Apache/ Tango. Også hans kone Marianne Helgstrand samt parrets søn, Alexander Yde Helgstrand, kommer til start, og ligeledes er også Alexanders kæreste, engelske Annabella Pidgley, på startlisten på Cathrine Laudrup-Dufours partner til VM i Herning i 2022, Vamos Amigos e. Vitalis/ Blue Hors Hotline.
For ponyrytterne er der også landsstævneklasser. Det sker fredag, lørdag og søndag, hvor særligt fredagens PRT for kat. I ponyer er populær med hele 31 tilmeldte ekvipager. Søndag er der kür på programmet for både pony, junior og youngrider.
Også flere svenske ryttere er taget til Hjallerup for at ride. Det gælder Beata Söderberg, Linda Rönn Larsson og Jacob Nørby Sørensen, hvoraf sidstnævnte er født i Danmark, men rider under svensk flag. De tre svenske ryttere er alle tilmeldt i Grand Prix Special, som afvikles kl. 20 lørdag aften.
Der er fri adgang i Hjallerup Rideklub weekenden over, så hvis du ikke har planer i vinterferien, er det måske værd at lægge vejen forbi for at overvære god ridning.