Thomas Bach Jensen
I klassen 2-spand hest blev der kørt om guldmedaljer fra Danmarks Idrætsforbund, og her tog Lars Heibing da også en bold for meget til at kunne bevare den sølvmedalje, som han ellers lå til. Guldmedaljen fik den forsvarende danmarksmester Hans Henrik Mosegaard Nielsen fra Dansk Køre Selskab, mens tidligere danmarksmester Kurt Klindt fik sølv, og Lars Heibing bronze.
I den nok så spændende klasse, 1-spand hest, hvor der er VM i år i Holland sidst i august, gik guldet til Henrik Høper fra Slesvigske Køre Selskab snævert foran den helt unge kusk Mie Mosegaard Nielsen, datter af vinderen i 2-spandsklassen. Bronze i klassen gik til ligeledes en meget ung kusk, Mikkel Kruse Johansen fra Midtjysk Køre Selskab.
I ponyklasserne 1- og 2-spand, hvor man også kørte om guldmedaljer fra Danmarks Idrætsforbund, genvandt Lars Jespersen Dau, Slesvigske Køre Selskab, guld for ottende gang og med suverænitet. Sølvet gik til Mogens Ruhoff og hans skønne fjordhestespand fra Midtjysk Køre Selskab, mens Niels Schelde-Petersen fra Trekantens Køre Selskab fik bronze efter at have vundet maratonen. I klassen 1-spand fik man en helt ny danmarksmester, Lise Halkjær, Trekantens Køre Selskab, med ponyen Anky. Maria Buchwald fik sølv, og hendes far Udo Buchwald bronze. Begge er medlemmer af Dansk Køre Selskab.
I resten af klasserne ved danmarksskabet blev der kørt om guldmedaljer fra Dansk Køre Forbund (forbundsmesterskaber). Her vandt Helle Jespersen Frid guld i 1-spand hesteklassen, og Sebastian Simonsen, Dansk Køre Selskab, vandt sølv, mens den 84-årige Ove Larsen fra Vendsyssel Køreforening, der var ældste deltager, vandt bronze efter at være blevet nr. 2 i maratonen. I klassen 1-spand pony vandt Karina Blaabjerg, Midtjysk Køre Selskab, guld, og Line Mortensen fra Sjællandske Sportskuske vandt sølv, mens bronzen tik til Lene Elengaard-Woodall, Fyens Køre Selskab.
Som noget helt nyt var der i år derbyklasser, som er for helt små ponyer, læs miniature heste, eller børn og unge. Her vandt Søren Jensen, Østjysk Køre Selskab guld med sit 2-spand miniatureheste foran Frei Buch Wieder, der som den eneste kørte med tandem.
For de helt unge vandt den kun 9-årige Christian Jespersen Dau, Slesvigske Køre Selskab, søn af guldmedaljevinderen i 2-spand pony klassen, og Saja Mørch Lambertsen, Vendsyssel Køreforening, tog sølvet. De startede i middelsvær derbyklassen.
I Childrenklassen 12-14 år vandt Signe Kruse Johansen fra Midtjysk Køre Selskab guld, og sølvet gik til Naja Elowsson, Fyens Køre Selskab. I juniorklassen for 14-18-årige vandt Karoline Bering, Midjysk Køre Selskab guld, mens Jesper Lamborg Jørgensen, Dansk Køre Selskab, tog sølv.
I klassen 2-spand hest brillerede den unge kusk Mathias Birkely Ottendal med sit 2-spand oldenborgheste ved at vinde maratonen foran kuske, der ellers er kendt for at være gode maratonkuske. Dog mangler dressuren lidt i at komme helt på plads, så det kan holde gennem et helt stævne. Foruden de nævnte klasser var der også et enkelt 4-spand ponyer kørt af Katja Lamborg og hendes mor Lene Vabø, der kørte et 2-spand pony, begge var ene i deres klasser og kan derfor ikke udnævnes til guldmedaljevindere på grund af manglende konkurrence. Sideløbene med det danske mesterskab, afviklede man et landsstævne, hvor både Lise Halkjær og Karina Blaabjerg, som startede to ponyer, blev placeret på andenpladsen foran sølvmedaljevinderne i deres klasser. Man må kun starte en hest/pony i Danmarksmesterklasserne.
Se også resultaterne HER.
/Pressemeddelelse.