Annika Knudsen Lorentsen
Dansk Varmblodsavler Lene Gadgaard, der har Gadgaard Jumpinghorses, hvor hun avler springheste, har netop fået tre spændende avlshopper i sin stald.
Muligheden for at få de tre avlshopper hjem i stalden i det vestjyske opstod sidst Lene besøgte Firkløverets Avlerklub, hvor det kom frem, at den tidligere OL-rytter Sören von Rönne og hans hustru, den danske toprytter Charlotte von Rönne, havde tre avlshopper, som søgte nyt hjem, og som de tyskbosatte par ønskede skulle blive sammen.
Den mulighed kunne Lene ikke lade gå forbi, og hun fortæller, at de tre hopper er kommet godt hjem til hendes stald.
– Det er tre rigtig spændende hopper, som allerede har haft succes stor succes i avlen, og jeg er meget beæret over at overtage dem fra Sören, forklarer Lene og fortsætter:
– Det er også med en vis ærefrygt, og jeg er virkelig imponeret over det arbejde som Sören har lagt i sin avl, også med disse tre hopper. Jeg har modtaget en liste med al information omkring hver enkelt hoppe, både i forhold til hvornår de har haft brunster, om hvordan de fungere bedst med inseminering og så videre. Jeg håber, at jeg med god inspiration fra Sören kan fortsætte med gode hingstevalg til hopperne.
Charlotte og Sören von Rönne har sat en stor ære i at finde det rette sted til de tre avlshopper, og derfor tog de kontakt til Firkløverets Avlerklub, og de er glade for, at det er lykkedes at finde det rette sted:
– Vi er superglade for at kunne glæde en seriøs avler som Lene, og hjælpe hende videre med hendes avl. Det betyder meget for os, at hopperne er kommet et godt sted hen, hvor de bliver passet på, og hvor de kunne forblive sammen alle tre, fortæller Charlotte og Sören von Rönne.
De tre hopper er Suedwind ESC e. Baloubet du Rouet/ Lord, Vanja e. Quantum/ Lennon og Vinka e. Caretino/ Silvester.
Hoppen Suedwind ESC er en holstenerhoppe fra 2002, som er mor til flere spændende afkom, blandt andet Westwind ESC e. Cassini II fra 2006, der har gået 145 cm og Carlisle e. Casall Ask (opdr. Sören von Rönne) fra 2016 og Galaxy e. Connor (opdr. Sören von Rönne) fra 2014, der begge har gået 135 cm-klasser indtil videre. Carlisle er desuden kåret hingst.
Vanja er ligeledes en holstenerhoppe, men hun er fra 2005. Hun er ligeledes mor til flere spændende afkom, blandt andet Cujo 10 e. Calido (opdr. Sören von Rönne) I fra 2013, som har gået 155 cm-klasser med tyske René Dittmer. Vanja er desuden mor til den kårede hingst Chupaquam e. Chupamint.
Den sidste hoppe, Vinka er ligesom Vanja, en holstenerhoppe født i 2005. Hun er også mor til flere spændende afkom, blandt andet Caithlyn e. Cartani 4 (opdr. Sören von Rönne), som har gået international 130 cm-klasser, og den kårede hingst Delta One e. Diarado.
– Det er selvfølgelig ikke helt unge hopper længere, men det er tydeligt, at de er blevet passet virkelig godt, og de er alle i rigtig fin form. De virkede virkelig veltilpasse, selvom de ankom sent om aftenen efter en lidt lang tur i lastbilen, og de er alle faldet rigtig godt til, forklarer Lene og fortsætter:
– Det her er et godt bevis på, hvad der kan lykkes, hvis man plejer sit netværk, og selvom man måske ikke i første omgang får noget ud af at engagere sig, så giver man sig selv bedre muligheder, ved at arbejde på at skabe sig et godt netværk. Jeg havde ikke regnet med, at det, at jeg er blevet en del af Firkløverets Avlerklub, ville have givet mig denne mulighed, men det er jo bare et godt eksempel på, hvad netværk betyder, slutter hun.