Thomas Bach Jensen
Søskendeparret Astrid og Kristian Würtz Green kommer fra Ringkøbing, og de har begge redet fra barns ben. De er så heldige, at deres mor, Mette Würtz Green er uddannet berider og en kompetent underviser, og derfor har de altid trænet hjemme.
Astrid er 16 år og rider dermed sit sidste år som ponyrytter, og hendes storebror Kristian er 19 år og rider sit første år som ungrytter. For begges vedkommende har der været en del andet end heste i forsommeren, idet Astrid afslutter 9. klasse i år, og Kristian afslutter handelsgymnasiet i år, og de altså begge har haft en del afsluttende eksamener.
Kristian fortæller, at de i corona-tiden har de haft masser af tid til at træne, og at de to ofte rider sammen, og hjælper hinanden. – Men vi er trods alt søskende, griner Kristian og tilføjer: – Vi har samtidig været så heldige at kunne starte Ecco Cup i Kolding, hvor vi begge havde tre rigtig gode ture.
Future Champions er deres første internationale stævne i år, og det er Astrids internationale debut med den 11-årige tyske pony Golden Boy e. Hesselteichs Golden Dream/ Domingo, og hun er meget glad for at være udtaget til stævnet i Hagen. Det bliver Kristians internationale debut som ungrytter, og han drager til Hagen med den 9-årige DV-vallak Bovbjergs Zhivago e. Blue Hors Romanov/ Blue Hors Don Schufro (opdr. Hanne Damgaard og Leif Bovbjerg Jensen).
– Vi glæder os meget til at ride i de flotte omgivelser i Hagen, slutter Kristian Würtz Green.
Start- og resultatlister ved Future Champions i Hagen.