Danske hold næstbedst i Hagen

11-06-2026 18:14

Annika Knudsen Lorentsen

Både det danske junior- og ungrytterlandshold sikrede sig i dag andenpladser i holdkonkurrencen ved Future Champions-stævnet i Hagen, Tyskland

Copyright Ridehesten.com
Sofia Rosenkilde med Tiger G. Foto: Ridehesten.com/Kristine Bojsen
Nyheden fortsætter efter annoncen

En række unge danske dressurryttere er i denne uge til start ved Future Champions-stævnet hos Hof Kasselmann i tyske Hagen, og i dag har både junior- og ungrytterne været i aktion i holdkonkurrencer. 

Hos ungrytterne var det Theresa Rosenkilde, Sophia Boje Obel Jørgensen og Michella Skovsager, der repræsentede det danske hold. Førstnævnte blev desværre elimineret i dag, og dermed var de to andre rytteres ridt afgørende for det danske resultat. Det fungerer nemlig sådan, at de to bedste resultater ud af de tre er gældende. 

Sophia red Atterupgaards Delahaye e. Foundation/Ips Don Bravour (opdr. Atterupgaard) til 70,588 procent, mens Michella Skovsager red Zimillione PT2 e. Gammelenggaards Zappa/Fuerst Nymphenburg (opdr. Per Trygg) til 70,823 procent. Sidstnævnte leverede konkurrencens næstbedste resultat, og med flotte resultater fra begge de danske ryttere, var andenpladsen i hus. Det var kun holdet fra Tyskland, der kunne slå det danske hold, og det kun med én lille margin. Danmark sluttede med samlet 141,411, mens Tyskland sluttede med 141,912. 

Endnu en andenplads
Hos juniorrytterne blev det endnu engang til en tysk sejr og en dansk andenplads. Tyskerne var suveræne og sluttede med samlet 146,469, et resultat, som ingen andre hold kom i nærheden af. 

Nyheden fortsætter efter annoncen

Danmark var dog uden tvivl dagens næst bedste hold, og med en samlet score på 140,182 sluttede de med knap 4 procent ned til tredjepladsen. På det danske hold red Victoria Bang Zindorff med Pilegaardens Secret Dream e. Secret/De Noir (opdr. Begitte Skov Larsen), Sofia Rosenkilde med Tiger G e. Tuschinski/Sir Donnerhall (opdr. Åsa Elner Warnegård) og Laura Qvist med Hafsjolds Ranger e. Revolution/Hohensten 4 (opdr. Stald Hafsjold ApS). 

Det bedste danske resultat leverede Sofia Rosenkilde, som opnåede 70,364 procent i dagens konkurrence. 

Der har også været flere danske ekvipager i aktion individuelt i dag. 

Se alle start- og resultatlister fra stævnet her. 

Annika Knudsen Lorentsen

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Annika Knudsen Lorentsen