Søren Vallentin starter for sig selv

02-01-2013 16:09
Efter mange år som berider og chefberider senest i Hjallerup og Århus Rideklub starter Søren Vallentin nu dressurstald kun 1 km fra Vilhelmsborg i udkanten af Århus

Dressurstald Vallentin, som stedet kommer til at hedde, bliver beliggende på Nymarksvej i Malling og rummer ud over plads til 25 opstaldende ponyer/heste også ridehal, gode udendørs faciliteter som baner og folde samt moderne bekvemmeligheder som skridtmaskine og solarium. Det er ikke mere end et par måneder siden, at Søren Vallentin startede i jobbet som chefberider i Hjallerup, og han var fra starten meget positiv omkring samarbejdet med den nordjyske klub: - Jeg blev fra starten taget rigtigt godt imod og vi har haft et godt samarbejde, fortæller Søren, der desværre har måttet sande, at det har været svært at få solgt familiens hus ved Århus. Så da muligheden bød sig for at leje stald og faciliteter så tæt ved Århus, og man kunne få en fornuftig aftale på plads, tog man en beslutning om at blive i området. Søren Vallentin vil derfor fremover, med udgangspunkt i sit eget sted, fokusere på talentudvikling og dygtiggørelse af ryttere og ponyer/heste på alle niveauer. - Jeg har allerede en del ryttere, som flytter med til det nye sted, og jeg glæder mig til at arbejde videre med dem, ligesom jeg ser frem til at byde nye ryttere velkommen, udtaler Søren Vallentin og fortsætter; - Nu skal vi have gjort stedet til vores eget og ud over undervisning er det også hensigten at tage både heste og ponyer i ridning til træning og salg. Men fokus bliver på udvikling af den enkelte rytter og pony/hest gennem målrettet træning, herunder eksterne kurser og kurser på stedet. At Søren Vallentin ikke er hvem som helst, vidner de mange resultater om. Ud over at Søren har uddannet flere af nutidens topberidere, herunder Andreas Helgstrand, uddannet heste til Grand Prix og trænet både junior-, ung- og seniorryttere, har han de seneste år skabt topresultater inden for dansk ponydressur med ikke mindre end to ryttere på det danske ponylandshold med guld- og sølvmedalje ved de individuelle danske mesterskaber, ligesom han med holdet fra Aarhus Rideklub to år i træk har vundet guldmedalje. Se mere på www.soerenvallentin.dk - som også findes via linket til højre, hvor der også forefindes kontaktoplysninger.

Trine Askjær-Jørgensen

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Trine Askjær-Jørgensen