Søren P pressede sig ind i toppen

18-05-2014 16:47

Britt Carlsen

JBK Horse Festival - Søren Nørgaard Pedersen satte sig i spidsen af Stutteri Ask Grand Prix, men han måtte se to konkurrenter passerer målstregen i en hurtigere tid i en klasse som gav os særdeles god sport og en engelsk vinder

De unge engelske ryttere har været forrygende godt ridende i Odense. " Vi var så spændte på at ride her, og der er pres på for at gøre det godt, så vi kan komme med på holdet en anden gang." sagde flere af de unge engelske ryttere efter sejren i Nations Cup i fredags. I dag satte Holly Gillott trumf på ved at vinde Stutteri Ask Grand Prix med 0,33 sekunders forspring til franske Marie Demonte og Rhune d'Euskardi.

Søren Nørgaard Pedersen red så hurtigt det overhovedet var muligt på Tailormade Esperanza De Rebel, men den store skimmel bruger lige lidt for meget tid i luften til sammenligning med klassens vinder Dougie Douglas, der stryger tæt hen over bommene. Søren stadsede tiden på 39,60 sekunder til publikums jubel, og det gav ham tredjepladsen i klassen. Også Shannon Meinert Ketterle og Bonaire havde redet sig ind i anden runde for de 13 bedste ekvipager efter hovedspringningen, og heraf var de 8 fejlfrie. Hun red første runde med to tidsfejl, et særdeles flot resultat og en meget overbevisende runde. Desværre virkede både Shannon og Bonaire lidt stressede i anden runde, og der indløb nogle fejl. 

Både Andreas Schou/Lonardo der Kleine og Søren Møller Nielsen/Velerne fik et enkelt nedslag - Søren på banens aller sidste forhindring. Og så blev det til 13 fejl i hovespringningen til Rikke Haastrip og Qualico du Bobois.

- Jeg gjorde hvad jeg kunne med Esperanza, hun var frisk til i dag for jeg er i den heldige situation at jeg får så meget støtte af familien Stiansen, Tailormade Horses, så vi har nu flere heste på højt niveau. Og det betyder at vi har mere ro og kan indsætte hestene på den helt rette plads, sagde Søren til Ridehesten.com

Det var en super fin stemning på stævnepladsen, og stor opbakning til de danske ryttere, så man kan da kun udtrykke håb om at stævnearrangørerne kommer igen og laver flere internationale stævner på Odense Dyrskueplads.

Læs meget mere om stævnet i magasinet Ridehestens juninummer og følg resultatet her 

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner