Britt Carlsen
Horsebo Smarties e. Gribaldi dansede gennem dressurprogrammet i 7-års championatet i Falsterbo her til aften. Hingstens udstråling inde på dressurbanen brænder igennem til både dommere og publikum, og Michæl Søgaard red med vanlig professionalisme programmet igennem, og gav den unge hest støtte til at løse opgaven, der blev gjort vanskeligt af at regnen havde væltet ned over stævnepladsen under hele Søgaards opvarmning. Heldigvis lysnede det lidt da parret red på banen, og publikum jublede højt, da Søgaard hilsede af efter et veludført program, der blev vurderet til 69,833% Det gav sejren i klassen, og et godt udgangspunkt inden morgendagens finale. Kvalifikationen til 7-års finalen i dressurchampionatet i Falsterbo blev afviklet i to afdelinger, en til formiddag og den sidste afdeling her til aften. Jim Rasmussen red Blåhøjs Lazander til formiddag til 63,093%, hvilket lige netop ikke rakte til en finaleplads, Jim sluttede som nr. 11 i klassen - 10 ryttere fik adgang til finalen. Sanne Henningsen havde alt det hun kunne se til med Michigan i dagens konkurrence, han brød sig tydeligvis ikke om at være inde på dressurstation, men Sanne Henningsens professionalisme fornægtede sig ikke og hun fik styret Michigan flot gennem travprogrammet til karakterer på over 70%, men så kom galopprogrammet. Her tog Michigan over og Sanne fik fejl i serierne og i det hele taget flere småfejl, hvilket gav hende en slutsum på 61,75% Og altså heller ingen finaleplads til Sanne i denne omgang. Finalen afvikles i morgen torsdag kl. 15.30 på det smukke dressurstation, der i år er blevet udstyret med en helt ny, overdækket tribune langs den ene langside.