Annika Knudsen Lorentsen
Camilla Fliedner Ernst er en af de få danske ryttere der i år er til start ved Falsterbo Horse Show, som i år afvikles i en lidt anden form på grund af corona-pandemien. Faktisk er den eneste grund til, at Camilla kan starte stævnet i Falsterbo, at hun er kvalificeret igennem det svenske system, og til dagligt rider i Sverige, hvor hun er ansat hos Royne og Sofia Zetterman.
De prestigefyldte unghesteklasser er blevet afviklet som de plejer, og her lykkedes det Camilla at levere to utrolige flotte toppræstationer i henholdsvis 5- og 6-års finalen.
Sejr i 5-års finalen
I 5-års finalen red Camilla en flot sejr i hus med vallakken Carlsberg HE e. Clarimo/Diamond Serpent efter de stævnet igennem har leveret den ene nulrunde efter den anden, og i dag sluttede finalen med den hurtigste tid, med næsten 6 sekunder ned til andenpladsen.
– Det er første gang jeg rider heroppe, og det har været en utrolig stor oplevelse. Selvom det selvfølgelig er lidt mere stille end det plejer, på grund af det manglende publikum, så er banerne og konkurrencerne jo det samme, fortæller Camilla og fortsætter:
– Vi har holdt hestene rigtig godt i form i corona-pausen, uden at ride dem for meget, og det viser sig, at det har været den rigtige måde at gøre det på.
I 6-års finalen viste Camilla Fliedner Ernst endnu engang topprofessionel ridning, og med vallakken Royale AM e. Lasandos/Stanford red hun sig ind på en fornem andenplads, blot 0,22 sekunder efter vinderen.
– Begge heste har sprunget helt fantastisk, og bare givet sig på hvert eneste spring. Jeg havde selvfølgelig håbet på forhånd, at jeg kunne være fejlfri i finalen, men jeg havde ikke troet, at jeg kunne være med på tid. Hestene har ikke prøvet at gå stærkt før, men vi besluttede os for at gå ind og prøve, og det lykkedes, så jeg er meget tilfreds, forklarer Camilla og fortsætter:
– Jeg er rigtig stolt af hele teamet, og vores præstationer. Min chef Sofia havde også to 5-års heste i finalen, som begge gik fejlfrit i hovedrunden, men havde en bom i omspringningen, så alle vores heste har gjort det godt.
Håber på flere stævner i nærmeste fremtid
Det ser ud til, at flere lande igen begynder at lukke ned for aktiviteter, og det kan også få betydning for diverse ridestævner. Camilla håber dog på, at hun kan få lov at komme ud og ride nogle stævner i nærmeste fremtid med de to unge heste, og flere af de andre heste der står i stalden hos hendes arbejdsgiver.
– Alle vores heste er jo salgsheste, men for min egen skyld vil jeg selvfølgelig gerne ride lidt videre på dem, siger Camilla med et smil og fortsætter:
– Men med så gode præstationer, som de begge har leveret ved dette stævne, er der jo større sandsynlighed for, at de bliver solgt. Så jeg håber, at vi får lov at komme ud til flere stævner i den nærmeste fremtid, også med de andre heste fra stalden.
Flotte placeringer til Linnea Erricson-Carey
Linnea Erricson-Carey har også været til start ved stævnet i Falsterbo, da hun ligesom Camilla, til dagligt er bosat i Sverige.
Linnea har også redet mange flotte fejlfrie runder på sine heste ved stævnet, og det lykkedes hende at blive placeret i både 5- og 6-års finalen, med henholdsvis Beauty Single e. Singular LS La Silla/Clinton og Con Vados e. Connor/Quo Vados.
Andenplads i 4-års finalen
Linnea har også netop redet en fornem andenplads hjem i 4-års finalen, hvor hestene bedømmes med en karakter og ikke på fejl og tid. Linnea red på hoppen Embla e. Dallas VDL/Arezzo VDL, som både i går og i dag gik fejlfrit.
Ekvipagen blev belønnet med den næstebedste bedømmelse, og dermed sikrede de sig en topplacering, kun en anelse bagefter nr. 1, i finalen.
Se resultater fra stævnet her.