Trine Askjær-Jørgensen
Der et efterhånden sket en hel del ændringer i reglementerne i forhold til påklædning og udstyr. Med tiden har vi vænnet os til, at springrytterne hopper i lidt af hvert, når de skal ride stævne – bukserne har dog stadig skulle være hvide.
Og nu er det så officielt – fra den 1. januar 2022 må der rides i alle farver ridebukser ved springstævner op til C-niveau (gælder ikke for mesterskaber). Så nu behøver du altså ikke længere at hoppe i de hvide bukser, når du skal starte springstævne.
Ved E-, D- og C-stævner er der nemlig ikke længere nogen farvebegrænsninger, mens man ved B- og A-stævner samt mesterskaber fortsat skal ride med hvide ridebukser. Se selv ændringerne i reglementet.
Andre interessante tilføjelser
Desuden er der blevet udspecificeret nogle ting i forhold til brug af pisk i springreglementet for 2022. Der står nu følgende:
Rytteren skal altid behandle sin hest/pony på sådan en måde, at den ikke tager fysisk eller psykisk skade.
Brug af pisk mere end tre gange i streg vil altid blive anset for at være overdreven brug.
Du finder det nye springreglement her:
- Med synlige rettelser
De nye Fælles Bestemmelser for 2022 og disciplinreglementerne for springning, dressur, voltigering, distance og multisport (som er det nye ord for det, der tidligere hed breddeaktiviteter) er ude nu. Reglementerne for military og para kommer efter nytår.
Har du spørgsmål?
Dansk Ride forbund har i løbet af året oplevet stor interesse for muligheden for at indsende forslag til rettelser til de forskellige reglementer. Det er de rigtig glade for. Derfor vil de også nu gerne gøre det muligt for folk at stille spørgsmål til de nye reglementer. De tilbyder således som noget nyt spørgetimer via Microsoft Teams i den kommende tid, hvor du har mulighed for at stille spørgsmål til og få uddybet reglementerne.
Se mere om spørgetimerne, dato og tidspunkter samt tilmelding på Dansk Ride Forbunds hjemmeside.