Anna Pørtner
I en ny udtalelse adresserer Dansk Ride Forbunds formand, Dan Boyter, at der er udfordringer vedrørende samarbejdet i bestyrelsen hos DRF, det skriver Dansk Ride Forbund på deres Facebook-side. I dag har Dansk Ride Forbund afholdt bestyrelsesmøde, hvor der er drøftet muligheden for at indkalde til ekstraordinært repræsentantskabsmøde om formandsposten.
Siden april 2024 har Dan Boyter været i spidsen for Dansk Ride Forbund, men der har ifølge Dan Boyter lige siden dag ét været interne udfordringer i bestyrelsen, der har blokeret for, at forbundet kan komme i gang med at løse de vigtige opgaver. Dan Boyter har i forbindelse med dagens bestyrelsesmøde nu udtalt sig om sagen, samt givet en forklaring på, hvad der foregår bag dørene hos DRF.
Dan Boyter påpeger blandt andet, at fire bestyrelsesmedlemmer nu for anden gang har udvist mistillid til Boyter som DRFs formand, og derved opfordret ham til at trække sig fra posten. DRFs øvrige to bestyrelsesmedlemmer, samt to suppleanter bakker dog fortsat op om Boyter, og derfor er bestyrelsen mildest talt splittet, udtrykker Boyter i udtalelsen.
Derfor blev muligheden for et ekstraordinært repræsentantsskabsmøde drøftet på bestyrelsesmødet i dag, men til Boyters store overraskelse, fik forslaget ikke opbakning fra de fire bestyrelsesmedlemmer, der har udtrykt mistillid til formanden, og derfor bliver Dan Boyter altså på posten.
Splittelsen blandt bestyrelsen i DRF kan have store konsekvenser for alle i ridesporten, skriver Dan Boyter:
– Nu er resultatet af den konfrontatoriske stil og den manglende vilje til at tage konsekvenserne af den fremsatte kritik, at hele Dansk Ride Forbund og ridesporten bliver taget som gidsel i en fuldstændig uholdbar situation, som stopper fremdriften i bestyrelsens vigtige arbejde. Det taber vi alle sammen på.
Udover den uholdbare situation blandt bestyrelsesmedlemmerne, adresserer Boyter også andre emner, der lige nu er problematiske hos rideforbundet. Heriblandt påpeger han, at der er uenighed om arbejdsfordelingen, hvor han udtaler, at de fire uenige bestyrelsesmedlemmer har en meget anden opfattelse end andre af, hvad der er bestyrelsens kerneopgave. Derudover påpeger han, at der er skjulte personlige agendaer, hvor han blandt andet udtaler sig, at nogle af DRFs nye bestyrelsesmedlemmer kommer med meget stærke personlige og personberettede agendaer. Derudover udtaler Boyter, at der er brud på god bestyrelsesskik, hvor han påpeger, at én eller flere af bestyrelsesmedlemmerne blandt andet har delt fortrolige interne dokumenter med tredjepart uden direkte relation til DRF.
Derudover påpeger Dan Boyter også, at hestevelfærden i hele denne debat er afgørende. Han påpeger blandt andet at: – Vi må bare lægge os fladt ned og erkende, at vi nogle steder har et problem med en kultur, som går langt tilbage, og som ikke er tidssvarende. Nogle af jer vil synes, at DRF gør for lidt og for langsomt - andre at vi gør for meget og for hurtigt.
Afslutningsvis udtaler Dan Boyter sig om bestyrelsens fremtid og hans rolle som formand, hvor han fastslår, at han er valgt direkte af repræsentantskabet til rollen som formand, og at det er en tillid, som han har i sinde at fastholde. Så hvis han skal gå af, skal det være fordi, et flertal i repræsentantskabet ønsker det.