Sir Donnerhall i bedring

14-07-2013 09:38

Britt Carlsen

Natten til onsdag pådrog avlshingsten Sir Donnerhall II en alvorlig skade på især det ene bagben i sin boks ved Falsterbo Horse Show - operation og gibs har givet en bedre prognose for hingstens fremtid, men der er endnu usikkerhed om udfalet - se det voldsomme foto af hingstens skade her

Hingsten Sir Donnerhall e. Sandro Hit / Donnerhall skulle have været til start i 7-års championatet ved Falsterbo Horse Show med sin nye ejer spanske OL-rytter Morgan Barbançon Mestre. Hingsten, der med Thomas Sigtenbjerggaard i sadlen har vundet UVM bronze sidste år, er vandt til at rejse til stævner og kåringsarrangementer, og han er let at rejse med, fortæller Andreas Helgstrand, der er træner for Morgan, og kender hingsten, da den de seneste par år har stået i stalden hos Helgstrand Dressage.

Hingsten var tilset til natten af hans hestepasser, og der stod han helt roligt, men en halv time senere blev ejerne kontaktet, at det var helt galt i stalden. Man formoder, at Sir Donnerhall har lagt sig ned i boksen, og da de er placeret ovenpå græsset med det bløde engstrandsand under, har han fået skubbet tre ben ind under boksvæggen. Hingsten kæmpede voldsomt for at komme fri, med det resultat, at især det venstre bagben blev "skrællet" helt ind til knoglen. Hingsten blev fragtet til dyrehospitalet i Helsingborg, hvor han blev opereret og syet. For at beskytte det mest skadede bagben er hingsten nu i gibs.
De første dage efter operationen har været de mest kritiske, for der var bekymringer om, hvorvidt der ville støde en infektion til. Heldigvis kan Sir Donnerhall, med forsigtighed bevæge sig rundt i skridt, og han har endnu ikke udviklet feber som tegn på en infektion. Hvordan prognosen i øvrigt er for hingstens fremtid i sporten er endu uvis.

Det er dybt frustrerende for hingstens nye ejere at få denne oplevelse med den fantastiske hingst. Og det bekræfter blot endnu engang, at stævnebokse uden et godt, fast underlag kan betyde en betydelig risiko for hestene i boksen. Sir Donnerhall's kamp for at komme på benen resulterede også i, at hele boksvæggen blev væltet.

 

Astrid Ø. Sørensen

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Astrid Ø. Sørensen