Kristine Ulsø Olsen
Ved weekendens store internationale stævne i hjertet af Paris, var Simon Delestre på hjemmebane, hvor han for andet år i træk vandt søndagens store 160 cm Grand Prix. Foran et publikum der sørgede for en euforisk atmosfære på Grand Palais, som var fyldt til bristepunktet, var 44 ekvipager til start i den store CSI5* Grand Prix Hermés.
15 ryttere mødtes i en spændende omspringning, hvor spanske Eduardo Alvarez Aznar på Seringat startede med at tage førringen, efter en fejlfri tur i tiden 36,15 sekunder. Tyske Christian Ahlmann på den blot 9-årige hingst Dominater leverede efterfølgende ligeledes en fejlfri runde, men i tiden 34,86 sekunder og de resterende ryttere blev derfor sat under et gavldigt pres.
Simon Delestre og 14-årige Hermés Ryan gav alt hvad de havde og mens tilskuernede heppede, fløj ekvipagen over målstregen i tiden 34,68 sekunder og sejren blev derfor fransk. Med sejren fulgte også 400.000 euro, svarende til mere end 3 millioner danske kroner.