Silje sikrer placeringer i Schweiz

26-08-2024 06:24

I fem dage har de bedste unge europæiske springryttere konkurreret i den flotte arena i Horse Park Zürich-Dieseldorf til Zürich Youth Masters. Én af dem var danske Silje Kristoffersen, der leverede flere flotte resultater

Copyright Ridehesten.com
Silje Frederikke Kristoffersen og Casper Ask. Foto: Ridehesten.com/ Kristine Ulsø.

Fra den 20.-25. august 2024 har de bedste unge springryttere fra hele Europa været samlet i Schweiz for at konkurrere ved det prestigefyldte Zürich Youth Masters-stævne. Her har blandt andet fire danske juniorer været til start ved stævnet for at repræsentere de danske farver. Her blev de blandt andet nummer tre i Nations Cuppen, hvor forhindringernes højde lød på 140 cm. 

Det var et hold bestående af Nicoline Bo Rasmussen og Cabrio e. Utako/ Mytens XX, Cornelie Catarine Christiansen og Izak e. Baltic Vdl/ Matterhorn, Sofie Pørksen Conradsen og Cougar 14 e. Clarimo/ Caretino og Silje Frederikke Kristoffersen og Casper Ask e. Ci Ci Senjor Ask/ Kannan. Sidstnævnte har også været til start i flere af juniorklasserne, der også har været afviklet ved stævnet. Blandt andet i lørdagens 135 cm-klasse, hvor Silje havde to heste til start, nemlig Casper Ask og Actionbreak e. Actionbreaker/ Baloubet du Rouet. 

Copyright Ridehesten.com
Silje Frederikke Kristoffersen og Actionbreak har dannet par siden vallakken var bare 2 år gammel. Foto: Ridehesten.com/ Kristine Ulsø.

Silje formåede at levere et top-resultat i klassen, da hun med den kun 7-årige vallak Actionbreak blev placeret som nummer to i klassen, kun slået af franske Maily Verel og Aicha de Coquerie. Ligeledes blev hun placeret som nummer 11 på Casper Ask, og havde dermed begge sine heste i placeringerne. Om ridtet siger Silje selv: – Det er to forholdsvis unge heste, de er begge kun 7 år gamle, men jeg følte virkelig, at begge hestene var helt klar på opgaven i går, og derfor turde jeg ride lidt efter det. Actionbreak er en naturlig hurtig hest, så derfor var hans tid hurtigere end Caspers, men begge sprang virkelig godt

Copyright Ridehesten.com
Silje Frederikke Kristoffersen og Casper Ask var på det danske Nations Cup hold. Foto: Ridehesten.com/ Kristine Ulsø.

Silje og Actionbreak kender hinanden ud og ind, de har nemlig dannet par siden Actionbreak var bare 2 år gammel. Derfor er det Silje selv, der har uddannet ham til det han kan i dag: – Følelsen af at ride så hurtig og god en tur, gør mig bare rigtig stolt både af ham, og så også af alt det arbejde, som alt sammen giver pote og går op i en højere enhed. Det gør mig bare rigtig glad og stolt

Silje var som skrevet også med på det bronzevindende Nations Cup hold, denne gang med vallakken Casper Ask, som hun har dannet par med i lidt over to år. Også her var Silje meget glad for sin og vallakkens flotte præstation: – Det er første gang, at jeg er udsendt med landsholdet for at ride Nations Cup. Her fik jeg også to rigtig gode runder, hvor han virkelig sprang godt og overbevisende trods hans unge alder. Jeg føler mig rigtig sikker på ham, trods det var en udfordrende bane. Jeg glæder mig virkelig over hans præstation, og ser frem til mange flere oplevelser med ham, afslutter en glad Silje. 

Se stævnets start- og resultatlister lige her. 

Copyright Ridehesten.com
Silje Frederikke Kristoffersen og Actionbreak. Foto: Ridehesten.com/ Kristine Ulsø.
Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner