Sigmund i sit S: Det er lige mig sådan noget

09-03-2019 17:23

Camilla Tiefensee Schrøder

X-Factorstjernen Sigmund nød sin optræden i åbningsnummeret ved gallashowet i Boxen i går, og han glæder sig til at danse side om side med de smukke heste igen i aften ved Dansk Varmblods Hingstekåring. Ridehesten mødte ham til en lille snak om cirkusheste og bumpetrav

Copyright Ridehesten.com
Sigmund Trondheim trækker i cirkuskostumet igen i aften, hvor endnu et brag af et gallashow løber af stablen i Jyske Bank Boxen.
Nyheden fortsætter efter annoncen

Iført lange sorte ridestøvler, en glitrende rød pallietjakke med stok og høj hat som en klassisk cirkusdirektør sprang Sigmund Trondheim i går aftes ud af en stor gave og dansede det store gallashow i gang i Boxen.
– Det var superfedt. Det er lige mig sådan noget, siger Sigmund, som i åbningsnummeret havde selskab af både dansepiger, en flok fornemme friesere og den gyldne hingst Heimdals Champ e. Skovens Reafael/Castro redet af Simone Hoppe.
– Jeg har aldrig i mit liv haft ridetøj på før. Men som barn drømte jeg altid om at lave cirkus, fortæller X-Factor-stjernen da Ridehesten møder ham i en pause mellem hans optræner fredag aften.

Drømmen om cirkusheste
Det er første gang, Sigmund optræder med heste. Han synes, det var "megasjovt og vildt flot" og glæder sig til at se det hele på video bagefter.
Dengang han legede cirkus som barn var hestenummeret altid en central del af forestillingen for forældrene hjemme i Sørvad ved Holstebro.
– Jeg legede tit hest, når jeg legede cirkus for mine forældre. Af sted i galop, ned i trav og stejle og alting, siger han og gestikulerer hestens bevægelser med arme og ben.

Nyheden fortsætter efter annoncen

Stooop hesten!!!
Men udover sine hjemmelavde cirkusnumre har Sigmund ikke haft meget med heste at gøre.
– Min mor var ridepige, og min søster har gået på rideskole. Jeg har prøvet at ride én gang på en rideskolepony ude på Nørre Felding Ridekole, hvor min lillesøster gik. Jeg tror, jeg var ti år gammel. Så satte den i trav, og jeg råbte bare stooooop!, siger han, mens han viser, hvordan han sad og bumpede ukontrolleret rundt i sadlen.
– Men min søster Silje er knalddygtig til at ride, tilføjer han.

En verden helt for sig
Sigmund har boet i Herning i en periode for nogle år siden og kalder det sit "old hood", men han har aldrig været til Hingstekåring før.
– Da jeg hørte, at der kom 60.000 mennesker, tænkte jeg hold da helt kæft. Men der er godt nok også mange mennesker herude i dag, lød det fra den 24-årige danser.
– Det er jo en verden helt for sig. Det er fedt, at der er så stort et fællesskab omkring det med heste. Og så er heste så smukke og majestætiske, slutter han.

Prisuddeling i aften
I aften er Sigmund klar til at træde ind i Boxens rampelys igen til lørdagens ECCO Gallashow , som starter kl. 19.30.   Ved aftenens show uddeles MCH's Varmblodspris og H.K.H. Prinsesse Benediktes Vandrerpræmie. Sidste år blev hæderen givet til hhv. Atterupgaards Cassidy og Fiontini - det bliver spændende at se, hvem der i år skal modtage den store hyldest.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner