Endnu en eventyrlig aften i Herning

08-03-2026 07:28

Endnu en aften blev Jyske Bank Boxen forvandlet til et eventyrligt univers, da det andet gallashow ved Dansk Varmblods Hingstekåring i Herning i går løb af stablen. Publikum kunne opleve alt fra dressur og spring til frihedsdressur, musik og underholdning med eventyr som gennemgående tema

Copyright Ridehesten.com
Endnu en gang kunne publikum opleve et helt eventyrligt gallashow under Dansk Varmblods Hingstekåring i Herning. Foto: Ridehesten.com/ Kristine Bojsen
Nyheden fortsætter efter annoncen

Temaet for årets gallashow er eventyr – et univers fyldt med fantasi, som publikum i Herning i den grad blev taget med ind i. Aftenens vært, skuespiller Rasmus Botoft, førte publikum sikkert gennem programmet, hvor kendte fortællinger fra blandt andet H.C. Andersen dannede rammen om de mange indslag.

I løbet af aftenen blev publikum taget med gennem en perlerække af klassiske eventyr – fra Tornerose til Hans og Grethe – fortolket gennem ridning, musik, dans og underholdning. Arenaen dannede rammen om alt fra imponerende varmblodsheste til charmerende shetlandsponyer og islandske heste, som alle var en del af det farverige show.

Flere af indslagene var krydret med fantasifulde kostumer, hvor både hekse, Klods Hans og de syv små dværge dukkede op i manegen og bidrog til den eventyrlige stemning, som prægede hele aftenen i Boxen.

Copyright Ridehesten.com
Den flotte Helgstrand Dressage-kvadrille. Foto: Ridehesten.com/ Mie Thorup Poulsen

Helgstrand Dressage bidrog med en imponerende kvadrille, hvor en gruppe pragtfulde hingste dannede ramme om en fortælling inspireret af livet under havets overflade og eventyret om Ariel.

Eventyret Fyrtøjet dannede rammen om hundenummeret, hvor både rutinerede og mindre erfarne hundeføre kastede sig ud i agilitybanen. Her var flere af landstrænerne blandt andet samlet, hvor de skulle føre hundene gennem en agilitybane. 

Nyheden fortsætter efter annoncen

Et af aftenens romantiske øjeblikke var indslaget med prinsen på den hvide hest, hvor Dennis Fisker red Fredensdals Fountain e. Fürstenball/Stedinger (opdr. Linda Falensteen og Martin Strande) til tonerne af sangerinden Sisal, som blandt andet er kendt fra Dansk Melodi Grand Prix og Vild Med Dans. 

Copyright Ridehesten.com
Her fortolkes eventyret Hans og Grethe. Foto: Ridehesten.com/ Mie Thorup Poulsen

Efter pausen var der fart over feltet i gallaspringningen. Ryttere og heste var naturligvis klædt ud i tråd med eventyrtemaet. Ligesom i går var der kamp til stregen om sejren, men denne gang var det altså lynhurtige Karen Møller Rohde og Fiorina Ask e. Dominator 2000 Z/ Carthagos Ask (opdr. Stutteri Ask), der løb med sejren. Parret var klædt ud som Kejserens nye klæder - eller nærmere Karen var klædt ud som kejseren uden tøj, mens Fiorina Ask lynhurtigt hjalp hende rundt på banen. 

Copyright Ridehesten.com
Karen Møller Rohde og Fiorina Ask var lynhurtige i kostumespringningen. Foto: Ridehesten.com/ Mie Thorup Poulsen

Efter den altid underholdende kostumespringning, viste Isabell Werth den DV-kårede V-Power e. Viva Gold/ Fidertanz frem som aftenens Tornerose, hvorefter den romantiske historie om hyrdinden og skorstensfejeren blev indledt af to dansere, hvorefter Caval Show med Benoit Soumille og hans kvindelige hjælper optrådte på ryggen af to heste. 

The Drummers bragte eventyret om Den standhaftige tinsoldat til live, inden syv imponerende sorte friesere fra Black Royalty kom på banen. Her blev tre vist under rytter, to for vogn og to i lange liner. Herefter blev et flot show med voltigering vist frem af Voltige Danmark som en fortolkning af Kejserens nye klæder. 

Copyright Ridehesten.com
Her vises voltigering flot frem. Foto: Ridehesten.com/ Mie Thorup Poulsen

Den grimme ælling blev fortolket af den karismatiske shetlænderhingst Macho og den hollandske hestetræner og influencer Jesse Drent. Sammen demonstrerede de imponerende frihedsdressur, hvor Drent også red sin spanske hest, Antares, i bidløs trense og lammepad, mens Macho gjorde dem selskab og gjorde showet til en leg.

Copyright Ridehesten.com
Jesse Drent med Macho og Antares. Foto: Ridehesten.com/ Mie Thorup Poulsen

Aftenens gallashow blev rundet af med indslaget Skønheden og Udyret. Her viste britiske Fiona Bigwood smuk dressur på den dansk varmblodshoppe Quinn G. e. Quaterhit/Fassbinder (opdr. Helene Geervliet), som tidligere på dagen var blevet tildelt en opdrættermedalje i guld. Under indslaget sang Christine Winther Prip og Anders Hornshøj Laugesen duet og satte en stemningsfuld afslutning på endnu en eventyrlig aften i Boxen.

Copyright Ridehesten.com
Fiona Bigwood rundede endnu en gang showet af på smukkeste vis. Foto: Ridehesten.com/ Mie Thorup Poulsen
Anna Pørtner

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner