Camilla Tiefensee Schrøder
Både heste og malkekøer fylder godt, når nogle af Danmarks allerbedste husdyr den 5.-7. samles til Landsskuet i Herning. Faktisk er antallet af både heste og malkekøer det højeste i de seneste fem år. Det skriver Landsskuet i en pressemeddelelse.
– Landsskuet er det store, landsdækkende dyrskue med i alt cirka 2600 dyr, så der er udsigt til hård konkurrence, når vi kårer både Danmarks Smukkeste Malkeko og de bedste heste på tværs af racer, udtaler Mads Fjordside, daglig leder af Landsskuet.
Islændere fejrer jubilæum
I alt 23 hesteracer vil være repræsenteret på årets skue. Der vil være særligt mange islandske heste i år, da Dansk Islandshesteforening fejrer 50 års jubilæum og i den anledning har tilmeldt hele 51 heste til bedømmelsen på torsdag. Endnu flere kommer til Herning, når de sammen med Melodi Grand Prix-vikingen Rasmussen åbner det store hesteshow fredag eftermiddag.
Festlige landsdelsfinaler
Medvirkende til det store antal af heste i år er også, at Landsskuet har indledt et samarbejde med Dansk Ride Forbund, der skal afvikle landsdelsfinaler i breddeaktiviteter for første gang i år. Her vil ryttere i alle aldre og på alle typer af heste og ponyer samles for at dyste i aktiviteter som Kvadrille, Pas De Deux, Ponygames, Stilstafetspringning og Parkour & Miljø. Rytterne og deres firbenede makkere vil være festligt klædt og klar til at give publikum en på opleveren.
– Vi glæder os rigtigt meget til at skulle være en del af Landsskuet, udtaler DRF's generalsekretær Jacob Gulmann. – Vi er overbeviste om, at vores aktiviteter passer rigtig godt ind i Landsskuets koncept. Det bliver på alle måder win-win for både os, Landsskuet, rytterne og ikke mindst publikum. Vi håber, at distrikter, klubber og ryttere vil tage godt imod Landsdelsfinalerne og kigge forbi vores stand og få en gratis ridetime.
Gratis ridetime
Dansk Ride Forbund uddeler i år vouchers til en gratis ridetime i en af forbundets mange rideklubber. Mere end 70 rideklubber landet over har meldt sig på banen til at tilbyde en ridetime, og hvis man er interesseret, kan man henvende sig i Dansk Ride Forbunds stand på Landsskuet.