Sezuan har fået to søstre på én nat

10-05-2013 09:08
Avl

Natten til Kristi Himmelfartsdag blev der født to hoppeføl med halvanden times mellemrund hos Straight Horse i Allerød, hvor teamet tog imod to helsøstre til fløjhingsten Sezuan

Moderen til fløjhingsten Sezuan, guldmedaljehoppen Bøgegårdens Don Romina e. Blue Hors Don Schufro, blev natten til torsdag mor til to døtre e. Blue Hors Zack - dog uden at være direkte indblandet i nattens begivenheder. De to hoppeføl født på stutteriet Straight Horse er nemlig begge skabt ved embryo transfer og har dermed hver sin rugemor.

De to nyfødte føl er altså helsøstre til den sorte superhingst Sezuan og fuldender familiens farvepalet, idet det ene er mørkbrunt og det andet rødt. Sezuan har i øvrigt en 2-årig halvbror Straight Horse Don Tamino e. Totilas, der også er avlet af Straight Horse v/ Mogens Pedersen, der håber at kunne fremstille den som hingsteemne næste år.

Guldmedaljehoppen Bøgegårdens Don Romina (opdr. Fam. Schmidt, Bolderslev) var oprindeligt ejet af Marianne og Andreas Helgstrand og var tilset en international dressurkarriere med Andreas i sadlen, indtil den blev skadet og måtte indgå i avlen.

Efter hendes søn Sezuan suverænt vandt materialprøven sidste år, har Mogens Pedersen oplevet massiv interesse for hendes afkom. Derfor forsøges der på stutteriet igen i år at lave ET-føl med Romina og Blue Hors Zack som forældre. Det er planen at beholde et af de nyfødte hoppeføl og lade det indgå i både avl og sport.

Stutteriet er også indehaver af fløjhingsten Zoniks mor og hans helsøster, den 3-årige Zackonik, der forberedes til sadelkåring i juni måned. Også for hende gælder det, at fremtidsplanerne omfatter avl såvel som sport, fortæller Mogens Pedersen og fortæller, at hun næste år vil blive mor til et ET-føl med De Niro som far.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner