Sergios DV-heste viser kvalitet i Spanien

13-10-2024 20:58

Den unge spanske dressurrytter Sergio Morón Basoco, der har købt mange heste i Danmark, har denne weekend været til start ved de spanske mesterskaber for unge dressurheste på fire DV-heste med flere sejre til følge

Copyright Ridehesten.com
Sergio Morón Basoco og Svanegårdens Sick-Sack tog sejren i det spanske mesterskab for 6-års heste i dag. Foto: Lily Forado
Nyheden fortsætter efter annoncen

Det er ikke kun i Danmark, at der denne weekend har været championatsfinaler. Mens Pavo og DRF's championatsfinaler i dressur er løbet af stablet på Fyn, er også de spanske mesterskaber for unge dressurheste blevet afviklet. Her var en række danske varmblodsheste til start i det spanske, hvor den 22-årige spanske dressurrytter Sergio Morón Basoco red flere af de danske heste til sejr.

Den unge spanske rytter driver sammen med sin familie dressurcentret Convixion Horses i La Rioja-regionen i det nordlige Spanien. Siden 2018 har familien hvert år købt danske varmblodsheste både privat og på DV's følauktioner, og disse indkøb begynder nu at bære frugt. 

Allerede fredag og lørdag så det lovende ud for Sergio, hvor han med de fire DV-heste, som han havde med til start, blev topplaceret i de indledende runder til de spanske mesterskaber for unge dressurheste. Sergio fortsatte i dag de gode takter og tog med Flanagan Elton e. Blue Hors Farrell/ Blue Hors Zack (opdr. Elton Heste ApS v/ Rikke Dyreborg Brandt & Johni Pihl Petersen) sejren i 4-års klassen med 83,1% i finaleklassen. Her kan bl.a. fremhæves en skridtkarakter på 9, en galopkarakter på 8,5 og en kapacitetskarakter på 8,4. Flanagan Elton, der blev købt af Sergio og familien allerede som føl, er ud af Don Schufros hoppestamme og har Don Schufros helsøster Fabina som oldemor. 

Det samlede resultat hos de 4-årige heste.

DV-dominans hos de 6-årige heste
Sergio havde hele tre danske heste med til start i mesterskabet for de 6-årige heste, hvor han tog sig af både første og andenpladsen. Med mange point ned til de næstbedste ekvipager sejrede han på Svanegaardens Sick-Sack e. Secret/ Blue Hors Don Romantic (opdr. Stutteri Svanegaarden v/ Anna Marie Nielsen og Egon Molin) med bl.a. 9 i trav og kapacitet og en samlet score på 86,4% i finaleklassen. Ekvipagen vandt også mesterskabet i 2022, da Sick-Sack var fire år, og de var sidste år med på det danske 5-års hold til UVM i Ermelo.

Nyheden fortsætter efter annoncen

Andenpladsen besatte Sergio med Svanegaardens Quatro e. Quaterhit/ Dr. Doolittle (opdr. Stutteri Svanegaarden), der blev nr. 4 i dagens finaleklasse med 82,6%, men avancerede i det samlede resultat. Sergio endte desuden i top-10 i samme klasse på endnu en DV-hest, som denne gang var hoppen Pari-Fiona Nexen e. Floriscount/ Stedinger (opdr. Stutteri Nexen). Mesterskaberne blev afgjort ud fra det samlede resultat i både kvalifikationen og finaleklassen. 

Det samlede resultat hos de 6-årige heste.

Start- og resultatlister.

Farnham L startede kærligheden til Dansk Varmblod
Da Sergio var 15 år gammel, købte familien med rådgivning fra Sergios træner, Lauro Aguiló, DV-vallakken Farnham L e. Fürst Rousseau/ Hochadel (opdr. Karsten Bundgaard) hos Helgstrand Dressage. Fra children og op igennem rækkerne som junior, ungrytter og nu U25-rytter har Sergio med sin DV-hest årligt stået på podiet ved de spanske mesterskaber og har deltaget i mange europamesterskaber.

I kølvandet på Sergios internationale succes med vallakken er flokken af danskavlede dressurheste i familiens stald tiltaget. Sergio studerer i England og trænes af den anerkendte britiske dressurrytter Carl Hester, hvor han har skiftende af sine DV-heste med på træningsophold.

Copyright Ridehesten.com
Sergio på Farnham L, der startede kærligheden til DV-hestene. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen

Du kan læse alt om Sergio Morón Basoco og hans danske dressurheste i en stor profilartikel i magasinet Ridehesten november 2022.

Astrid Ø. Sørensen

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Astrid Ø. Sørensen