Sensationssejr i Aalborg Store Pris

11-09-2016 20:27

Jesper Elbæk

Derbyvinderen og kæmpefavoritten Axel galopperede chancerne væk, og da flere af de øvrige favoritter også havde uheld med på vejen, så var der dækket op for kæmpeoutsideren Alex Trøjborg, som kunne vinde for den svenske topkusk Christoffer Eriksson.

Copyright Ridehesten.com
Christoffer Eriksson havde masser af tid til at lave sejrsgestus ud mod publikum. Storoutsideren Alex Trøjborg lukrerede på favoritternes uheld og vandt Aalborg Store Pris ganske overbevisende. (Foto: Jesper Elbæk)

Der var ellers ikke meget, der tydede på en overraskelse i årets Aalborg Store Pris, bedre kendt som Derbyrevanchen. For en af favoritterne, Apapmand, sad tidligt i spids, og Derby-vinderen Axel kom frem udvendigt.

De fleste regnede vel med, at de to skulle gøre op om sejren - med Axel som den stærkeste til slut. Som han plejer at være. Men sådan skulle det ikke gå. Efter en mindre sammenkørsel med 500 meter til mål mellem Apapmand og Axel, så galopperede begge heste på vej ind i opløbet, og så fandt Christoffer Eriksson plads mellem venner og fjender - og kunne sejre med Alex Trøjborg i tiden 1.13,7a/2140m. Det svarer til 48,8 km/t i gennemsnit over distancens 2140 meter.

Copyright Ridehesten.com
Christoffer Eriksson er en svensk topkusk, som vinder løb her, der og alle vegne. 2016 har sandsynligvis været Erikssons bedste sæson nogensinde. (Foto: Jesper Elbæk)

På andenpladsen kom Derby-toeren Aron The Baron, som var godt med fra start, men som blev kørt lige vel defensivt efter denne artikels skribents mening. Tredje blev Albatros, som også blev treer i Derbyet for to uger siden. Unge Marc Bæk Nielsen, som starter som professionel træner 1. oktober, kørte igen et godt løb, men havde absolut ikke fordel af den karambolage, der var i sidste sving.

Der var 125.000 kr. i førstepræmie til Alex Trøjborgs ejere, som består af en gruppe svenske kvinder. Faktisk må mænd slet ikke være med, og der var topstemning i vindercirklen efter løbet.

Copyright Ridehesten.com
Alex Trøjborg ejes af en gruppe svenske kvinder, og der var rigtig god stemning i vindercirklen efter sejren, der havde en værdi af 125.000 - danske - kroner. (Foto: Jesper Elbæk)

Læs mere om Aalborg Store Pris og de øvrige præstationer på Racing Arena Aalborg på Dansk Hestevæddeløbs hjemmeside www.danskhv.dk.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner