Sejr til Vældgård i Dressurens Venner Cup

03-09-2018 15:16

I går var Viborg Rideklub vært for den sidste kvalifikation af klubturneringen Dressurens Venner Cup. Fire hold var til start i kvalifikationen, der blev vundet af holdet fra Vældgård Sportsrideklub. Det betyder, at holdet er videre til finalen, der afvikles den kommende weekend i Sportsrideklubben Vallensbæk

Copyright Ridehesten.com
Arkivbillede af Trine Bunde Svendsen og Teizan som var på det vindende hold

Det er stort
Det blev altså Vældgård Sportsrideklub, der løb med sejren og dermed den sidste adgangsbillet til finalen i den 6. kvalifikation af Dressurens Venner Cup. Holdet bestod af Line Asmussen og Hero (68,275%), Lene Sigh Ladegaard og Ullerups Wallas (67,328%), Frederikke Langelund og Lamont (69,397%) og Trine Bunde Svendsen og Teizan (66,466%). De fik sammenlagt 205,001%, og dermed var sejren i hus. Vældgård Sportsrideklub var tæt fulgt af Skive Rideklub (SKRK), der tog andenpladsen med 204,138%. Det skriver Dansk Ride Forbund.
Se hele resultatet her

”Vi er mega glade og stolte over at være gået videre til finalen, og vi glæder os rigtig meget. Det er første gang, at Vældgård skal ride med i finalen, og det er stort,” siger en glad Line Asmussen fra vinderholdet.

Om Dressurens Venner Cup
Dressurens Venner Cup er en danmarksturnering i dressur for klubhold sponsoreret af Dressurens Venner. Cuppen afvikles over seks kvalifikationsrunder fordelt over landet samt en finale. Der er to kvalifikationer på Sjælland, en på Fyn og tre i Jylland. Finalen afvikles 8.-9. september i Vallensbæk. De seks kvalifikationer afvikles over en dag, og rides i LA2, mens finalen afvikles over to dage. Ved finalen rider to af holdets rytter LA2 og to ryttere rider LA5.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner