Schneider og Showtime er tilbage i topform

10-06-2022 15:05

De fleste nationer har de seneste weekender afholdt deres nationale mesterskaber og i denne weekend er turen kommet til de tyske dressurmesterskaber. Efter en stævnepause siden OL vandt Dorothee Schneider og Showtime overlegent dagens indledende Grand Prix

Copyright Ridehesten.com
Dorothee Schneider og Showtime FRH ved EM i Rotterdam i 2019. Foto: Ridehesten.com

Alle tyske dressurekvipager, der gør sig forhåbninger om at blive udtaget VM i Herning, er i denne weekend til start ved de tyske dressurmesterskaber i Balve, hvor den første officielle VM-udtagelse er.

Jessica von Bredow-Werndl er ikke til start for at kunne forsvare sidste års mesterskab med TSF Dalera BB e. Easy Game/ Handryk, da hun som bekendt er gravid og derfor også er ude af VM-sammenhæng. Til gengæld er Dorothee Schneider tilbage med Showtime FRH e. Sandro Hit/Rotspon, som ikke har gået stævne siden OL sidste år, hvor de var med til at vinde guld for hold og individuelt blev nummer 15 i kür.

I dagens indledende Grand Prix lagde Schneider god afstand til konkurrenterne og viste med et resultat på 82,36%, at de med stor sandsynlighed er klar til VM i Herning senere på sommeren. 

Verdens mest vindende dressurrytter, Isabell Werth har i år medbragt to heste til de tyske dressurmesterskaber og i dagens Grand Prix blev hun nummer to på DSP Quantaz e. Quaterback/Hohenstein 4 med 80,16%, mens hun med Emilio 107 e. Ehrenpreis/Cacir AA blev nummer fire med 76,50%.

Frederic Wandres ligner en der med Duke of Britain FRH e. Dimaggio 2/Rubinstein kan begynde at fornemme en plads på det tyske hold i Herning, efter nogle særdeles stabile resultater den seneste tid. I dag lagde ekvipagen sig ind på tredjepladsen med 78,02%.

Resultatet af Grand Prix-klassen.

Stævnet start- og resultatlister.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner