Sadelkåring i region 1

14-08-2016 21:37

Maria Lerche Mortensen

Vallensbæk rideklub var i dag vært for Dansk Varmblods sidste hoppekåring på dansk grund, seks hopper blev udtaget til eliteskuet på Vilhelmsborg

Dagen startede med fremvisning af 2-års hopper, her var 10 hopper fremstillet hvoraf tre blev udtaget til eliteskuet. Vinderen blev katalog nr. 109 Chamonix med 8,5 i helhedskarakter, hoppens far er Charmeur og moderen er Rapitalá (e. Blue Hors Romanov) der også er mor til de succesfulde helsøskende Fiotini og Fiotina. Chamonix er ejet og opdrættet af Henrik Hansen, Solrød. Nummer to og tre der begge havde 8 i helhed blev ligeledes udtaget til eliteskuet, dette var katalog nr. 108 Straight Horse De Milla e. De Niro/Blue Hors Zack, ejet og opdrættet af Straight Horse ApS, Allerød og katalog nr. 103 Lissau’s Galina e. Fürstenball/Gribaldi ejet og opdrættet af stutteri Lissau v. Majbrit Lissau, Skævinge.

Derefter begyndte kåringen af 4-års og ældre hopper, efter fremvisning på hård bund og fremvisning under egen rytter, skulle hopperne afprøves af testrytterne, der i dag var Dennis Holst og Mette Riisager. Seks af de fremviste hopper blev kåret i DH med 8 i helhedskarakter. Fløjpladsen gik til katalog nr. 148, Zick Zack, en 6-års hoppe e. Blue Hors Zack/Tiberias født hos Klaus Munkedal, Glamsberg, ejet af Gudrun Jensen, Nærum og redet af Birgitte Byrialsen. Nummer to blev katalog nr. 152, 4-årige Atterupgaards Wilhelmina e. Blue hors Zack/Weltmeyer, født hos og ejet af stutteri Atterupgaard og redet af Selina Hundstuen Solberg. Nummer tre blev Katalog nr. 131, 4-årige Egelunds Delta e. Blue Hors Olymbrio/Loran, født hos Louise Lunden, Stenløse, ejet af Maria Ammentorp Sørensen og redet af Jan Møller Christensen.  

Inden frokost blev årets sportshest kåret, uddelingen af denne titel er blevet en tradition ved hoppekåringen, i år gik titlen til hesten Jukebox e. Jazz/Rubinstein avlet af Jytte Kolster. Jukebox blev udnævnt som vinder grundet gode resultater, bl.a. dobbeltsejr ved Falsterbo Horseshow, deltagelse ved UVM og vinder af dansk varmblods unghestechampionat med Michael Søgaard i sadlen.
Samtidig blev der med en flot buket blomster sagt tak til Birthe Lyder Nielsen, der i dag dømte sin sidste kåring. Hun har været med til at dømme kåringerne i 37 år.

Selvom vejrudsigten ikke viste stor risiko for regn, blev både publikum, ryttere og heste alligevel godt våde under kåringen af 3-års holdet. Ni af de fremviste hopper blev kåret i DH, men kun de tre bedste blev udtaget til eliteskuet. Fløjhoppen blev med 8,5 i helhedskarakter katalog nr. 126 Atterupgaards Mildura e. Blue hors Zack/ Lord Sinclair, født og ejet af Atterupgaard, Jystrup Midtsjælland og redet af Selina Hundstuen Solberg. Andenpladsen gik til katalog nr. 125 La Vinita e. Blue Hors Zack/De Niro avlet af Linn Authen, Norge og ejet af JJ Horses v. Ole Jørgen Jørgentved, Norge. Hoppen blev redet af Jan Møller Christensen, der havde en travl dag, idet han fremviste mange af hestene, heriblandt var også tredjepladsen, nemlig katalog nr. 127 Zalza Havdal e. Blue Hors Zatchmo/Tailormade Temptation avlet og ejet af Ole From Christensen.

Billederne fra arrangementet vil være at finde på Ridehestens hjemmeside i starten af næste uge.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner